Lone Kirkelund: Der er mange hårde, selvmodsigende og moraliserende passager i Bibelen
Kristendommen møder os ikke med et krav om, at vi skal lave os selv om, inden vi er fuldt ud accepterede og elskede, siger sognepræst Lone Kirkelund. Privatfoto.
Bibelselskabet har stillet en række kendte og ukendte danskere seks spørgsmål om deres forhold til Bibelen. Her svarer sognepræst Lone Kirkelund på 6 skarpe
Af Synne Garff
Hvornår begyndte du selv at læse i Bibelen?
Jeg begyndte først at læse Bibelens tekster, da jeg startede min læreruddannelse med kristendom som linjefag. Før den tid fik jeg bibelteksterne ind gennem øret ved søndagsgudstjenesterne. Derimod har jeg altid gerne læst genfortællinger – og her oftest børnebiblernes gengivelser! Min barndomsklasselærerinde og Johannes Møllehave har været blandt mine yndlingsfortællere – de har i høj grad været med til at indføre mig i Bibelens univers og i kristendommens ånd og liv.
Kan du nævne et af dine yndlingscitater?
Blandt utrolig mange stærke og dejlige tekster, vil jeg nævne en af de mærkeligste fortællinger i Det Nye Testamente, nemlig den om ’Den utro Godsforvalter’, Lukas kapitel 16, vers 1-9. Faktisk kommer jeg til at sætte mere og mere pris på den beretning. Selvfølgelig er det ikke en moralsk eksempelfortælling, for Jesus vil jo aldrig opfordre til snyd. Men Jesus ved, hvor vigtigt det er for os at have venner, og at vi alle frygter ensomheden (ikke mindst kistens ensomhed!). Derfor er det helt forståeligt i Jesu øjne, at vi sætter alt ind på at undgå ensomheden, og det, Jesus ser på her, er, at denne godsforvalter skaffer venner ved at gøre godt. Jesus ved, at ingen af vore motiver nogensinde er rene – at sådan er det at være menneske. Og evangeliet er, at Jesus møder os og elsker os som dem, vi er – halvhjertede og med egoistiske bimotiver. Kristendommen er den eneste religion, der ikke møder os med et krav om, at vi skal lave os selv om, inden vi er fuldt ud accepterede og elskede. Det giver en hjertets fred og også grobund for virkelig at gøre sig umage med sit liv.
Er der noget, du tager afstand fra i Bibelen?
Ja, meget – i fald Bibelen skulle læses fundamentalistisk. Der er mange hårde, selvmodsigende og moraliserende passager, som er fjernt fra Jesu egne ord og tro. Det, som er i overensstemmelse med Kristi ord og hjertelag, holder jeg mig til.
Hvad vil du helst læse højt for (dine) børn fra Bibelen?
Jeg vil helst læse fortællinger om Jesu møde med mennesker i nød, mennesker som ingen andre ser – det er ikke så vigtigt for mig at fremhæve helbredelserne og dødeopvækkelser, for det kan let give forestillinger om kristendommen som en mirakelkur mod al dårligdom. Nej vigtigst er det, at barnet får forvisningen om, at for Gud er et hvert menneske lige meget værd og lige vigtigt. Jeg kan f.eks. nævne hans møde med Zakæus. Men så holder jeg også af at læse eller fortælle Noas ark, fordi regnbuen er der som det håbstegn fra Gud selv, der giver fred, trøst og tryghed i en angstfyldt verden. For angst æder sjæle op.
Hvis Bibelen skulle hedde noget andet. Hvad skulle navnet så være?
Jamen hvorfor ikke – som Paula Larrain har foreslået – ’Tro, Håb og Kærlighed’. Sammenstillingen af disse tre centrale ord er jo også bibelsk, hentet fra Kærlighedens Højsang, 1. Korintherbrev, kapitel 13, hvor Paulus skriver: ’så bliver da Tro, Håb og Kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden’. Og Kærligheden er størst, fordi den er Guds eget væsen - Gud er Kærlighed.
Hvad betyder historien om Den Barmhjertige Samaritaner for dig?
Jeg har sat mig for, at hvis mine konfirmander ikke husker andet fra deres forberedelsestid, så skal de i hvert fald kunne huske og genfortælle ’Den Barmhjertige Samaritaner og ’Den Fortabte Søn’ – disse to fortællinger rummer hele kristendommens kerne: Du er elsket, og du skal elske.
Lone Kirkelund er sognepræst i Lendum-Hørmested, Hjørring, Vendsyssel