De Mindstes Bibel hædret for sit design
29-04-2008- Nyhed
De Mindstes Bibel har fået den æresbevisning at skulle deltage i udstillingen af Årets Bedste Bogarbejde 2007 – Den Danske Bogdesignpris.
De Mindstes Bibel er udvalgt i kategorien ’Børnebøger’ og skal sammen med omkring 25 andre udgivelser dyste om titlen som årets smukkeste bog. Forening for Boghaandværk udvælger hvert år et antal udgivelser fra danske forlag til en udstilling af årets bedste bogarbejder.
Udstillingen finder sted på Kunstindustrimuseet i Bredgade i København fra den 23. maj til den 22. juni. Blandt de udstillede bøger vælger Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde 2007 hvilke, der gør sig fortjent til at modtage foreningens forskellige hæderspriser.
Det er ikke første gang, en udgivelse fra Bibelselskabets Forlag bliver påskønnet på denne måde. I 2003 blev Den Danske Salmebog udvalgt i kategorien ’skønlitterære bøger’, i 2004 blev Bibelen i konfirmandudgave udvalgt i kategorien ’bogomslag/-bind’, og i 2005 fik Bibelselskabets Forlag to udgivelser kåret i hver sin kategori, nemlig konfirmandhæfterne Far, Søn og Ånd i kategorien ’bogomslag’ og H.C. Andersen og skytsenglen i kategorien ’skønlitterære bøger’.
Men den største hæder fik Bibelselskabet i 1993 hvor Forlaget modtog F. Hendriksens Medalje, som er Forening for Boghaandværks fornemste hæderspris.
Læs mere om udstillingen på Kunstindustrimuseet her