Nye salmer til De ni læsninger
17-11-2008- Nyhed
Fredag den 14. november udkom bogen Sprækker i virkeligheden – salmer til de ni læsninger med ti nye salmer af Lisbeth Smedegaard Andersen - en af Danmarks respekterede salmedigtere. Gudstjenesten ’De ni læsninger’ er i de seneste år indført i mange danske kirker som en del af forberedelsen til jul. ’De ni læsninger’ henviser til, at der i løbet af gudstjenesten læses ni bibeltekster, som besvares af salmer og korsang.
Smedegaard Andersens tekster er skrevet som reflekterende svar på den forkyndelse, der lyder i bibelteksterne. Ud over Smedegaard Andersens nye salmer indeholder bogen to nykomponerede melodier af Ib Nørholm. Sprækker i virkeligheden henvender sig primært til præster og udgives af Bibelselskabets Forlag i samarbejde med Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.
1. søndag i advent, den 30. november, kl. 17 kan man opleve uropførelsen af Ib Nørholms adventskantate med de nye tekster af Lisbeth Smedegaard Andersen i Holmens Kirke.
Sprækker i virkeligheden – salmer til de ni læsninger koster 119,95 kr. og kan bl.a. købes i Bibelselskabets Boghandel.