Besøg i Sierra Leone
05-10-2009- Nyhed
I slutningen af oktober rejser en lille delegation fra Bibelselskabet til Sierra Leone for at besøge landets bibelselskab og ikke mindst for at tilse det hiv/aids-projekt, som Sierra Leones Bibelselskab udfører ved hjælp af Danida-midler.
Midlerne er en bevilling på små 900.000 kr., som Det Danske Bibelselskab ansøgte om og fik fra Projektrådgivningen sidst i 2008. (Projektrådgivningen en sammenslutning af mere end 220 små og mellemstore organisationer, NGO’er, der alle er engagerede i u-landsarbejde. Projektrådgivningens formål er bl.a. at administrere Projektpuljen, der består af Danida-midler.)
”Where is the Good Samaritan Today?” (Hvor er den barmhjertige samaritaner i dag?), som projektet hedder, er De Forenede Bibelselskabers reaktion på den omsiggribende pandemi, som hiv og aids er, ikke mindst i Afrika. Projektbeskrivelsen for Good Samaritan i Sierra Leone lyder i korte træk:
”Med udgangspunkt i lignelsen om den barmhjertige samaritaner tager Good Samaritan-programmets undervisnings- og informationsmateriale fat på problemstillingen, både fra en bibelsk og en konkret fysiologisk og social vinkel. Kirkeledere undervises af Sierra Leones Bibelselskab i Good Samaritan-metoden, hvorefter de underviser deres menigheder og lokalsamfund i programmet. Good Samaritan er således funderet på dels at informere, dels at øge bevidstheden om hiv og aids hos både kirker og befolkningen og i det hele taget at skabe større ansvarsfølelse i lokalsamfundet i forhold til de berørte.”
Bibelselskabet fik i 2006 gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling bevilget 400.000 kr. (også Danida-midler) til projektet i Sierra Leones hovedstad Freetown. Projektperioden udløb i december 2008, men da behovet for hiv/aids-undervisning og en holdningsbearbejdende indsats fortsat er store, ønskede bibelselskaberne i Sierra Leone og Danmark at søge om at udvide projektet til de to distrikter Bombali og Kambia.
Generalsekretæren for Bibelselskabet i Sierra Leone, Ruby Pearce, er taknemmelig for, at Good Samaritan-programmet fortsætter i landet. Hun ser frem til at fortsætte den succes, programmet har vist at være i Sierra Leone, hvor mange lever med hiv og aids.
De tre der skal af sted til Sierra Leone er indsamlingschef Tage Kleinbeck, projekt- og indsamlingsmedarbejder Christian Kistrup og bestyrelsesmedlem Birgit Madsen. Foruden Bibelselskabets ledelse og projektmedarbejdere skal de møde kirkeledere og andre fra lokalsamfundene samt overvære de undervisningsworkshops, som programmet er bygget op om.
Med deltagelsen af Birgit Madsen ønsker Bibelselskabet at signalere, at involveringen i Good Samaritan-programmet vægtes højt også i Bibelselskabets bestyrelse. Derudover kan Birgit Madsens deltagelse have flere sideeffekter, idet hun er lektor på læreruddannelsen i Skive, og gennem undervisning kan hun inddrage og gøre opmærksom på Good Samaritan-programmet og hiv/aids-problematikken som sådan.
Rejseudgifterne indgår i projektets budget.
Efterhånden som det nye Good Samaritan-projekt skrider frem, vil vi her på hjemmesiden informere om dets gang.
Læs mere om Good Samaritan-projektet her