Bibelselskabsprisen 2009 uddelt

Bibelselskabsprisen 2009
A+/a-      Tip ven
12-06-2009- Nyhed

Lisbeth Smedegaard Andersen modtog Bibelselskabsprisen 2009 ved Bibelselskabets repræsentantskabsmøde, der for nylig blev afviklet på Nationalmuseet i København. Det var formanden for Bibelselskabets bestyrelse, Cai Frimodt-Møller, der overrakte prisen på 10.000 kr. Med prisen fulgte et indrammet originalblad fra Christian den IIIs bibel fra 1550. Formanden begrundede valget af Lisbeth Smedegaard Andersen med ordene:

”Du har gennem en omfattende forfatter- og foredrags virksomhed rundt omkring i landet formidlet Bibel og kristendom til mennesker i alle aldre og sammenhænge. Du er en formidabel formidler med en bred folkelighed, hvilket er kommet til udtryk både gennem et utal af foredrag og på skrift i dine bøger om kristendom og billedkunst og gennem dine salmer, som vi f.eks. senest har set i samlingen: ”Sprækker i virkeligheden”. I hele dit virke fornemmer man, at du har Bibelen med dig – dit arbejde repræsenterer en nutidig refleksion over de bibelske skrifter. I din senest udgivne bog: ”Guds moder og Himlens veninde” om Maria-billedets historie evner du netop at forene de mange Maria-billeder med bibelske fortolkninger.”

Bedømmelseskomiteen består af Bibelselskabets forlagsleder, Lene Trap-Lind, generalsekretær Tine Lindhardt, medlem af forretningsudvalget, sognepræst Jørgen Demant, formanden for Bibelselskabets bestyrelse, Cai-Frimodt-Møller samt en repræsentant fra kirkelivet udenfor bestyrelsen, højskoleforstander Bent Andreasen.

I fundatsen for Bibelselskabsprisen står der at: ”Den skal tildeles en person, der skal anerkendes foren særlig indsats for at gøre Bibelen nærværende i samfundet. Med tildelingen vil Bibelselskabet skabe opmærksomhed om Bibelen og dens levende betydning og relevans for mennesker i dag. Endvidere vil Bibelselskabet med tildelingen skabe opmærksomhed om selskabets arbejde for at gøre Bibelen kendt og nærværende.”

Lisbeth Smedegaard Andersen er født i 1934 og uddannet cand.theol. et art. Hun har været sognepræst i Risskov og ved Holmens Kirke i København og er som salmedigter repræsenteret i Den Danske Salmebog. Lisbeth Smedegaard Andersen er forfatter til en række udgivelser, bla. Sprækker i virkeligheden – Salmer til de ni læsninger fra Bibelselskabets Forlag og Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.

OBS: Bibelselskabsprisen er ikke finansieret med indsamlede midler, men derimod med overskuddet fra salget af Bibelselskabets Forlags udgivelser.

Download pressefoto (jpg)