Spændende nyhed fra Bibelselskabets Forlag

A+/a-      Tip ven
05-11-2009- Nyhed

Dig, mig og Gud - To generationer taler om tro

Dig, mig og Gud - To generationer taler om tro

Udkommer 6. november 2009

En interviewbog af Lotte Thor Høgsberg med fotos af Suste Bonnén

Følger troen på Gud med, når man forlader sit barndomshjem? Og hvordan håndterer præstebørn tvivl, for hvor er Gud, når kammeraterne mobber, og ens forældre har mere travlt med at praktisere næstekærlighed end med at skabe de trygge rammer i barndomshjemmet?

»Ja, jeg tror på Gud. Så klart kan jeg sige det.« Ordene er journalist og forfatter Lotte Thor Høgsbergs, men det er ikke nogle, hun ytrer særlig tit. Efter hendes mening er det at være kristen nemlig et af de sidste tabuer i Danmark. I bogen tager hun udfordringen op og debatterer vores forhold til det at tro, om vores kristne rødder, om hvad det betyder at være opvokset i et hjem, hvor præstekjolen og salmebogen har været lige så naturlige ting som letmælk og rugbrød.

Lotte Thor Høgsberg har i bogen interviewet en perlerække af markante par af forældre og børn, som debatterer tro og tvivl, kristendommens betydning – eller mangel på samme.

Det er blevet til syv meget veloplagte og spændende samtaler med:

  • Margrete og Ida Auken
  • Susan og Jens Jonatan Steen
  • Søren Krarup og Katrine Winkel Holm
  • Johannes og Tomas Møllehave
  • Kjeld og Katja Holm
  • Hans og Christiane Gammeltoft-Hansen
  • Jan Lindhardt og Eva Mila Lindhardt

Du kan møde forfatter, studievært og journalist Lotte Thor Høgsberg samt flere af bogens medvirkende på BogForum 13. - 15. november. Se Bibelselskabets afvekslende program på BogForum Stand 47.