Støt Mellemamerika og bestil årets julekort

A+/a-      Tip ven
12-11-2009- Nyhed

Bibelselskabets seneste indsamlingskampagne gælder fattige mennesker i Honduras, Nicaragua og Haiti i Mellemamerika.

Alle tre lande er blandt de fattigste på den vestlige halvkugle. Fattigdom er selvfølgelig mangel på penge og daglige livsfornødenheder, men fattigdom betyder også angst og utryghed, den stærkes ret og en ligegyldighed over for andres skæbne, fordi den materielle fattigdom går hånd i hånd med åndelig fattigdom og afstumpethed.

Læs mere om projektet her.

Årets julekort
I forbindelse med indsamlingskampagnen har Bibelselskabet produceret årets julekort, som du er velkommen til at bestille – via bibelselskabet@bibelselskabet.dk eller tlf. 33 12 78 35.

Bibelselskabets julekort 2009

Om julekortet
Julekortsmotivet har titlen Nativity (Jesu fødsel). Kunstneren, der har skabt motivet, hedder Jon McNaughton. Han skriver følgende om motivet:

”Med omhyggelig forberedelse og diskret ærbødighed tilstræbte jeg at male Jesu fødsel som jeg forestiller mig den. Det bløde, blå lys fra stjernerne oplyser Betlehems landskab, mens hyrderne ærbødigt samles omkring den nyfødte konge. Hvilket under og ærefrygt må de ikke have følt? I deres ansigter forsøgte jeg at vise de følelser, jeg ville have haft, hvis jeg havde været til stede. Jeg ønskede, at denne scene skulle fremstå så ægte som muligt. Jeg besøgte Betlehem i foråret 2007 og fik en god fornemmelse for landskabet og hvordan det måske har set ud. Jeg forestiller mig, at Josef holder olielampen, som oplyser den lille grotte. Ydmygt knæler han for spædbarnet og sin elskede Maria. Han ville gøre hvad som helst for hende. Trods sin unge alder er Maria velsignet blandt kvinder, og hendes indsigt rækker ud over hendes alder. Forsigtigt tager hun klædet væk og afslører Guds søn for de stille hyrder. Disse hyrder, ydmyge af natur, var de første, der så det Jesus-barn, som ifølge profetien skulle fødes. Deres glæde og taknemmelighed må have været overvældende. Et lille rent, hvidt lam ligger ved siden af krybben og kigger nysgerrigt på spædbarnet. For mig repræsenterer dette lam det fremtidige offer fra den enbårne søn, som i fremtiden skulle ofre sit liv for alle mennesker.”

Julekortet måler 20 x 11 cm.