Bibelselskabet adopterer bibelbutikker
22-04-2009- Nyhed
Det Ægyptiske Bibelselskab har bedt om hjælp til at drive deres 12 bibelbutikker ved at lancere programmet ”Adoptér en bibelboghandel”. Der er nu ikke tale om en egentlig adoption, men et salg af anparter i butikkerne, der ikke kan leve udelukkende af deres bogsalg.
Bibelselskabet i Danmark har besluttet at købe anparter i to af dem – én i hovedstaden Cairo og én i Luxor. Prisen er 4200 US dollars om året pr anpart, og det er indsamlingschef Tage Kleinbecks forhåbning, at både kirker og private vil støtte initiativet:
”Bibelselskabet støtter i forvejen en række projekter i Ægypten i 2009, men vi ville også gerne bakke op om det særlige initiativ omkring de egyptiske bibelbutikker. Hvis der er interesse for projektet blandt vores givere, vil vi overveje at fortsætte støtten i 2010. Det mellemøstlige område er et vanskeligt sted at drive bibelarbejde, fordi de muslimske regeringer ofte har restriktioner imod forkyndelse af kristendommen. Derfor må vi satse må alternative arbejdsmetoder. Ved at støtte de egyptiske bibelbutikker er vi med til at sikre, at alle i Ægypten har adgang til at købe en bibel på deres eget sprog til en pris, de kan betale”, fortæller Tage Kleinbeck.
Læs mere om projektet ”Adoptér en bibelboghandel”