Tine Lindhardt på farten
15-01-2009- Nyhed
Bibelselskabets generalsekretær er en travl dame, der ikke sådan lader sig binde til et skrivebord. Hver måned rejser Tine Lindhardt til nære og fjerne mål i hele kongeriget for at fortælle om Bibelen og Bibelselskabets arbejde.
Og Tine Lindhardt kan fortælle, så alle ører er stive: om kvindeskikkelser i Bibelen, om Djævelens gerninger og alt hans væsen, om historien og om Bibelens relevans i dag.
Efterspørgslen på Tine Lindhardts foredrag er stor, og selvom generalsekretæren sjældent takker nej til de mange invitationer fra menighedsråd, højskoler og andre, der ønsker at høre hende fortælle, så er det en god idé at bestille i god tid. Generalsekretærens honorar går altid ubeskåret til Bibelselskabets arbejde.
Den 26. januar er det menigheden i Tårnby på Amager, der får besøg af Tine Lindhardt, der vil fortælle om Bibelen i det 21. århundrede. Foredraget starter kl. 19.30 i præstegårdens konfirmandstue, Englandsvej 330. Arrangementet er gratis (kaffe og the koster 10 kr.) og alle er meget velkomne.
Tine Lindhardt om foredragsemnet Bibelen i det 21. århundrede:
”Hvad skal vi med Bibelen i det 21. århundrede? – Arkivere den lodret? – Nej, vi skal læse den og lade den læse os! Bibelen rummer nemlig et væld af fortællinger; den ene mere forunderlig og fantastisk end den anden. Noget af det mest forunderlige ved dem er måske, at selv om de er blevet til for mere end 2000 år siden, handler de også om os og vores liv. Gennem et foredrag med fortælling vil Tine Lindhardt give eksempler på, hvordan vi kan spejle os i de bibelske personer, og ikke mindst på, hvordan vi i deres søgen og spørgsmål, deres glæder og sorger - ja i deres kampe og livtag med tilværelsen - kan finde os selv. På den måde viser det sig, at Bibelen og dens budskab stadig er aktuelt og har noget at sige, også for en dansker i det 21. århundrede”. (fra Bibelselskabets foredragskatalog)
Hør Tine Lindhardt fortælle Bibelen på 7 ½ minut!