Manga Messias - succesen fortsætter!
15-04-2009- Nyhed
I efteråret 2008 udgav Bibelselskabets Forlag Manga Messias, Det Nye Testamente som en ægte japansk manga-tegneserie i farver, og som skal læses bagfra, hvilket netop er et af manga-genrens sikre kendetegn.
Manga Messias er bogstaveligt talt blevet revet ned af hylderne, og 2. oplag af den populære manga-udgivelse er netop kommet på gaden.
Tegneserien er oplagt for teenageren og den tegneserie-interesserede voksne, men den henvender sig også til elever i de mellemste og ældste klasser (4.-10. klasse) og egner sig til både undervisning i kristendomskundskab og til frilæsning. Gennem tegneseriens tekst og billeder bliver eleverne fortrolige med de fire evangeliers fortælling om Jesus. Materialet kan således være en hjælp til at opfylde Fælles Mål om Bibelske fortællinger.
Manga Messias byder på masser af drama og action. Tegneseriens mange bibelcitater er hentet fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk for at sikre, at sproget passer til genren og målgruppen. Manga Messias er skrevet af Hidenori Kumai, med tegninger af Kozumi Shinozawa, og oversat fra japansk af Mette Holm.
Manga Messias koster 99,95 kr. og kan bl.a. købes i Bibelselskabet Boghandel.