Ny udgivelse - Et krybbespil med tyngde

A+/a-      Tip ven
13-10-2010- Nyhed

Simeon og drengen - et krybbespil

SIMEON: Jeg vågnede i nat ved, at jeg hørte det, jeg aldrig troede, at jeg skulle høre igen. Et lille barns gråd. Samtidig tændtes der lys for mine øjne. Gud kaldte på mig, og min plads i nat er her i templet. Og nu, imens vi sidder her på trappen, bliver lyset for mine øjne til mægtige syner.

DRENG: Hvad ser du?

SIMEON: Jeg ser en konge på sin trone …

Simeon og drengen

Et krybbespil med tyngde

Krybbespil er ikke nogen ny opfindelse, specielt ikke for de mindre børn. Men juleevangeliets temaer er jo ikke kun for småbørn. Simeon og drengen henvender sig til de 10-14-årige, hvor man kan tage fat om de tungere emner: Den forhærdede Kong Herodes, barnemordet i Jerusalem – og kampen imellem lys og mørke.

Simeon og drengen er et poetisk teaterstykke med 3 nykomponerede sange. Det anvender kirkerummet som kulisse og inddrager menigheden i dramaet. Stykket foregår i templet i Jerusalem, hvor den gamle Simeon sidder om natten og oplever hele historien i sine syner. Dramaet viser, at Jesus fødes ind i et samfund i krise, men også et samfund, der rummer et stærkt håb fra de gamle profetier om en bedre fremtid.

Med sine hoved-, bi- og statistroller kan det opføres fra ca. 12 deltagere og op, og ud over de direkte medvirkende deltager menigheden med bl.a. udråb og sang. Om dette siger sognepræst Andreas Thom, medforfatter på materialet: ”Det er vigtigt at give tilskuerne fornemmelsen af, at de netop ikke er et publikum, men en aktivt deltagende menighed. Når de selv skal lægge stemme til, så får de fornemmelsen af, at det handler om noget, der griber ind i vores virkelighed lige her og nu”.

”Jeg manglede et tilbud til de aldersklasser, der ligger imellem minikonfirmander og den rigtige konfirmation. Her opstod ideen til et anderledes og lidt barskere krybbespil. For mig er det et nyttigt værktøj i børnearbejdet, og jeg håber, at man vil få øjnene op for det rundt omkring i sognene,” slutter han.

Krybbespillet kan indstuderes på 6-8 øvegange, manuskriptet rummer gode råd og vejledning, og stykket kan bruges som en årligt tilbagevendende begivenhed i kirken.

Af Andreas Thom og Ingrid Mejer Jensen, musik af Kåre Gade | Manuskript til krybbespil | 40 sider | Pris kr. 99,95 | Udkommer 12. oktober

Køb krybbespillet her (OBS! Partipris ved køb af 10 stk. - 799,95 - få 10 stk. betal for 8)