Elsk din fjende

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer…” er budskabet i megen kirkekunst. Elsk din fjende, lød det også fra tre bibelledere fra det hellige land, som netop har gæstet Danmark. Kunstner: Franz Xaver Kirchebner, Bjergprædikenen
17-03-2011- Nyhed
”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer…” Buddet om fjendekærlighed er noget af det mest provokerende, vi kan finde i Bibelen. Ordene er Jesus’ og kommer fra Bjergprædikenen.
Af Cecilie Vestergaard Raaberg, cand.theol.
Det er naturligt for et menneske at elske sin familie, sine venner, sine nærmeste. Og det er lige så naturligt at hade sin fjende. Men i et guddommeligt perspektiv ser det anderledes ud. Jesus er den store grænsebryder, og i Bjergprædikenen sætter han stærkt ind. Ikke engang mellem fjende og fjende må der være skel.
Gud skabte
Men hvor får Jesus så umuligt budskab fra? Vi kan finde en del af svaret i Bibelens fortælling om skabelsen. Mennesket er skabt af Gud og skabt i hans billede, så det ligner ham, står der i Første Mosebog. På den måde er der altså ingen grundlæggende forskel på mennesker, og alle skel er på forhånd opløst.
Når mennesket nu er skabt i Guds billede, så det ligner ham, så skal det altså også gøre som ham: ”Gud lader sin sol stå op over både gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”, lyder det også i Bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet. Guds omsorg og kærlighed omfatter alle mennesker. Det skal hans skabninger også leve efter. Det er budskabet.
Størst er kærligheden
Guds kærlighed gælder altså også hans fjender. Det kommer stærkt til udtryk, da Jesus på korset beder for sine bødler. Det kan man læse om i Lukasevangeliet kapitel 23 vers 34. Også Paulus understreger denne tanke: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde”, skriver han i Romerbrevet kapitel 5 vers 10.
Buddet om fjendekærlighed er på mange måder kernen i kristendommens måde at forstå kærlighed på. Kærlighed sprænger grænser – mellem Gud og mennesker og mellem fjender. Du skal elske din fjende. Det er måske ikke den naturlige vej, men det er, ifølge Bibelen. Guds vej.
Emnet fjendekærlighed var på programmet, da Danmark fra den 15. - 17. marts havde besøg af generalsekretærer fra tre bibelselskaber i Israel og Palæstina under temaet 'Elsk din fjende'.
Læs mere
De tre generalsekretærer fra Israel/Palæstina i bladet Bibelen og Verden 1/2011