Livlig debat om minikonfirmander

ElisabethDonsChristensen_debatmoede
Biskop Elisabeth Dons Christensen foreslår, at undervisning af mini-konfirmander skal være obligatorisk. Foto: Scanpix.
A+/a-      Tip ven
19-08-2011- Nyhed

Undervisningen skal være obligatorisk. For det er her fremtiden gror, lød det på Bibelselskabets gå-hjem-møde. Også selvom det vil give flere tidsler på kirkegårdene

Auditorium 7 på Teologisk Fakultet i København var pakket. Der var stor interesse for at diskutere mini-konfirmander, der hører til en af folkekirkens helt store succeser. Omkring 25.000 børn tog sidste år imod tilbuddet. Et udvalg ledet af biskop Elisabeth Dons Christensen har foreslået kirkeministeren, at det bliver obligatorisk for de enkelte sogne at udbyde ordningen. Der er altså ikke tale om, at børn skal tvinges til at tilegne sig viden om kristendommen – som flere medier fejlagtigt har påstået. Tvangen angår sognene. Men hvorfor overhovedet bruge tvang til en succes?

”Fordi det er et signal om, at det her vil vi. Det er her fremtiden gror”, som biskoppen formulerede det og understregede, at de respektive biskopper har mulighed for at dispensere fra ordningen. Det giver en kattelem for de sogne, der af den ene eller anden grund ikke kan leve op til forpligtelsen. Det kunne være mindre sogne med lavt børnetal.

Lektor Leise Christensen fra Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster oplyste, at mini-konfirmand-undervisningen er stærkest konsolideret i det jyske og svagest på Lolland-Falster og København. En stigende urbaniseringsgrad betyder generelt mindre tilslutning.

Signaler skal have kanaler

En del skoleledere i København ønsker ikke at formidle tilbuddet til eleverne under henvisning til, at man i så fald også skal åbne for andre trosretninger. Hvilket lektor Hans Raun Iversen ventilerede sin irritation over:

”Mennesket er ikke et tomt hylster, et etui, men en krop, der tænker. Hvis ikke vi kobler de to ting sammen, taber livet sin substans.” Han delte biskoppens syn på signalværdien, men tilføjede, at vi ikke kan leve af signaler. ”Vi skal også have kanaler.” Det er fx afgørende med en god kanal til kirkeministeren. Udvalgets arbejde ligger lige nu på Per Stig Møllers bord. Hvordan det bliver modtaget, vides ikke. Det økonomiske aspekt kan være en knast. 5-6 millioner kroner vil det koste at gøre mini-konfirmandundervisning obligatorisk for sognene.  Spørgsmålet er som altid: Hvem skal betale? Men det var biskoppen ikke sen til at svare på:

”Vi har friseret vores kirkegårde med tandbørster. Det er indholdet, vi driver kirke på ikke mursten.” Man kan altså roligt forberede sig på flere tidsler på kirkegårdene, hvis forslaget bliver ført ud i livet. Det vil vise sig, hvor meget debat det så kan give anledning til.


Min Mini Katekismus
Illustration af Kamilla Wichmann fra Min Mini Katekismus.

Formidlingsmetoder afgørende
Undersøgelser viser, at børns oplevelse af undervisningen i folkekirken har afgørende betydning for, hvordan de senere opfatter folkekirken. Derfor er formidlingen uhyre vigtig. Her betrædes nye stier, for der er ikke megen viden på området.

Ifølge lektor Leise Christensen bliver der eksperimenteret langt mere med pædagogiske tilgange i de sogne, hvor undervisningsmaterialet er klassisk. Ikke mindst de kvindelige undervisere er interesseret i de pædagogiske metoder. En af dem er præsten Maria Baastrup Jørgensen, som er aktuel med Min Mini Katekismus. På gå-hjem-mødet fortalte hun om sine formidlingsmetoder.

I betænkningen om målet med minikonfirmander står der, at undervisningen skal foregå i mødet med børnenes egne erfaringer og spørgsmål. Og det går lige ind i hjertet af præstens tanker:

”Liv og lære skal hænge sammen. I dag tager mange udgangspunkt i det, vi gerne vil fortælle. Men når teksten er udgangspunktet, bliver brobyggeriet ikke så godt. Vi kommer til at skyde forbi målet. Når vi rammer plet er det mere held end forstand.”

Maria Baastrup Jørgensen vil have enderne til at mødes, og det sker efter hendes mening, når man tager udgangspunkt i barnets erfaringshorisont. Børn kan springe meget højt, hvis man begynder, hvor de er. I Min Mini Katekismus tager Maria Baastrup Jørgensen udgangspunkt i kroppen. I hjertet, øret, munden osv. Og så kommer fortællingerne helt naturligt bagefter.

”Akkurat som når man udøver sjælesorg. Der kommer man jo heller ikke brasende ind ad døren med en bibeltekst, men lægger ud med at lytte. Hvor befinder dette menneske sig? Derefter kan man forsigtigt bringe en relevant fortælling på bane, som knytter an til menneskets erfaring”.

Læs om Min Mini Katekismus

Min Mini Katekismus