Hjælp og håb for hiv-ramte i Swaziland

Where is the Good Samaritan Today?, Good Samaritan, Swaziland, hiv/aids, Bibelselskabet
Disse skoleelever i Swaziland har haft gavn af Good Samaritan-programmet, som udføres af landets bibelselskab for Danida-midler. Foto: Christian Riis Kistrup
A+/a-      Tip ven
29-06-2011- Nyhed

Swaziland, det lille enevældige kongedømme i det sydlige Afrika, har en af verdens højeste aids-rater. Lidt over en fjerdedel af indbyggerne er smittet. Landet har en ung befolkning – mere end 56 procent er under 24 år – så mange børn mærker på egen krop de spor, den dødelige virus sætter.

S’lindzile Dludlu er en dreng på 11 år og en af tusinder af børn og unge i Swaziland, der har nydt godt af hiv/aids-programmet ’Hvor er den barmhjertige samaritaner i dag?’ (Good Samaritan). Programmet søger med et bibelsk udgangspunkt at afstigmatisere hiv og aids i samfundet og gøre det klart, at hiv- og aids-ramte er ligeværdige mennesker.

S’lindzile Dludlu har i skolen modtaget undervisning om hiv og aids og hvordan man bør forholde sig til sygdommen. Han siger: ”Jeg ved, at fordi jeg er elsket af Gud, kan jeg klare mig godt i skolen og være et godt menneske også i fremtiden. Jeg er også klar over, at seksualitet er en gave, som man skal behandle fornuftigt”.

I et partnerskab med Det Danske Bibelselskab har Swazilands bibelselskab udført Good Samaritan siden 2007 – med undervisning i forebyggelse af hiv og med støtte til de ramte (dvs. smittede eller mennesker med relation til smittede).

Mange børn og unge, der har mistet deres forældre til aids, har pludselig stået i en situation, hvor de var familiens overhoved og ansvarlig for yngre søskende, og i andre tilfælde får bedsteforældre, med en i forvejen beskeden økonomi, med ét ansvaret for at opdrage og sørge for deres forældreløse børnebørn.

Good Samaritan-programmet har nået store dele af Swazilands befolkning, og det er, også af Swazilands regering, blevet rost for dets evne til at hjælpe mennesker i nød samt at informere landets befolkning om farerne ved aids og hvordan man undgår sygdommen.

Læs mere...

... om Good Samaritan-programmet i Swaziland (artikel på engelsk)

... om danskstøttede Good Samaritan-projekter i Afrika 

... om at støtte Good Samaritan med en gave