I jordskælvet den 12. januar 2010 i Haiti døde omkring 250.000 mennesker, og millioner af mennesker mistede deres hjem og deres ejendele i ødelæggelserne. Der er ikke meget, der har forandret sig siden den gang. Bygningerne ligger i ruiner, og tusindvis bor stadig i teltlejre, hvor sygdomme nemt spredes på grund af dårlige sanitetsforhold.
Mange mistede også deres bibel, og landets bibelselskab har oplevet, at efterspørgslen på bibler har været stor i flygtningelejrene.
Dagen efter jordskælvet kunne man på nationalt tv i Haiti se kvinde vise en bibel frem. "Det er det her vi vil ha’ nu! Vi vil ha’ bibler! Det er kun Bibelen, der kan hjælpe os med at forstå hvad der er sket," sagde hun ifølge De Forenede Bibelselskabers nyhedsbrev.
Midt i de enorme ødelæggelser, der fremkalder sorg og håbløshed og kalder på hjælp til genopbygning af huse og infrastruktur, er der altså også et behov for, at Bibelen kommer ud til de mange nødstedte.
Et holistisk arbejde
Bibelselskabet i Haiti har forsøgt at imødekomme det store behov for bibler, der har været iblandt de nødstedte. En distribution der hele tiden er gået hånd i hånd med materiel hjælp. Således har Bibelselskabet i Haiti været med til at sørge for rent drikkevand til de mange i teltlejrene, hvor en koleraepidemi havde spredt sig på grund af urent drikkevand.
"Vi gav ikke bare folk Nye Testamenter – vi gav dem også vand," siger generalsekretær i Det Haitianske Bibelselskab, Magda Victor. "På den måde tænkte vi ikke bare på deres åndelige behov, men også deres fysiske behov. De var i stand til at drikke renset vand bare nogle få dage efter jordskælvet, og det er også tilfældet imens koleraepidemien hærger."
Vandtætte Nye Testamenter
Nu har haitianerne altså fået 5.000 vandtætte Nye Testamenter af Det Canadiske Bibelselskab. Bibler, der kan overleve de hårde forhold, haitianerne lever under. Biblerne blev givet til kirkeledere, som arbejder i de områder, der ofte oplever oversvømmelse. Og begejstringen for det vandtætte Nye Testamente er ifølge De Forenede Bibelselskaber stor.
"Lang tid før jordskælvet oplevede vi gentagende oversvømmelser som efterlod os uden alle vores ejendele. Vi er meget taknemmelige for Det Haitianske Bibelselskab og deres partnere, som har gjort det her muligt," siger Daméus Anicet.
Også Etienne Transmin udtrykker sin glæde over, at de der har mistet deres bibel i jordskælvet nu har mulighed for at læse i den igen: "Dette Nye Testamente vil give dem håb igen. Det er som en gave fra himmelen."
"Det Nye Testamente vil ikke blive ødelagt næste gang oversvømmelse og mudder flyder igennem vores lille hus i regntiden. Tør vi håbe på at vi snart vil have hele Bibelen i denne form?", tilføjer Timothée Robert.
Selvom de sørger over de døde, de fysiske behov stadig er store, og landet har brug for al den hjælp det kan få, så finder mennesker håb og trøst i Bibelen.
Det Danske Bibelselskab samarbejder med Det Haitianske Bibelselskab i arbejdet med at få udbredt kendskabet til Bibelen. Det gøres ved at støtte det arbejde, der drives blandt Haitis analfabeter, som udgør 65 procent af landets voksne.
Vandtætte bibler er et relativt nyt fænomen, men findes i dag på en række forskellige sprog som eksempelvis engelsk, spansk, dansk, norsk og altså også på haitiansk creole.