Japansk bøn om hjælp

Tsunami_Japan
De enorme vandmasser ødelægger alt på deres vej, og efterlader store materielle og menneskelige tab i Japan. Foto: Wikimedia/commons
A+/a-      Tip ven
16-03-2011-

Japan oplever i disse dage en frygtelig naturkatastrofe, der allerede nu har medført omfattende mennesketab og materiel ødelæggelse. Tsunamien efterlader Japan i krisetilstand, og generalsekretæren for Det Japanske Bibelselskab opfordrer verden til at bede for Japan.

Ved naturkatastrofer som tsunamien, der ramte landende omkring Det Indiske Ocean i 2004, og den Japan lider under i disse dage, hvor menneskeliv går tabt og den materielle ødelæggelse er uoverskuelig, er det naturligt at stå tilbage med en følelse af uforståenhed overfor den ondskab, der netop har ramt.

Det Japanske Bibelselskabs generalsekretær Makoto Watabe skriver i en mail til alle verdens bibelselskaber, hvordan situationen i Japan er i disse dage:

”Vi er afskåret fra alle livliner, inklusiv telefoner, og vi er i øjeblikket ikke i stand til at vurdere omfanget af skader på kirker, der er hårdt ramt efter jordskælvene og tsunamien”.

Det bekræftede antal omkomne har allerede nået næsten 2.500, og politichefen i det hårdest ramte område, Myagi, frygter at op mod 10.000 mennesker er omkommet i denne region alene. 

Japanske nyhedsbureauer, fortæller at atomkraftværket Fukushimas radioaktive stråling er nået til Tokyo, hvor stråling udgør en reel trussel for befolkningen. To af reaktorerne på Fukushima er eksploderet som følge af de enorme vandmasser, der ramte Japan den 11. marts.

Opfordring til bøn
Konsekvenserne ved katastrofer af denne størrelse er ubegribelige, og organisationer verden rundt har allerede sendt hjælp til Japan i håb om at finde så mange overlevende som muligt. Omfanget er materielle skader er endnu ikke opgjort, fortæller Makoto Watabe.

”Så snart vi kan komme i kontakt og mere præcist finde ud af omfanget af skader i de ramte områder, håber vi, at vi kan hjælpe kirkerne med at blive genopbygget”.

Det er endnu uvist, hvornår det bliver muligt at vurdere ødelæggelserne, og indtil da takker generalsekretæren for den omtanke, opmuntring og trøst, som troende verden over har udvist.

Omstændighederne er stadig usikre, og hele nationen er fortsat i alarmberedskab. Derfor opfordrer Makoto Watabe afslutningsvis til, at kristne fortsat vil bede for Japan.

Du kan læse mere om katastrofen i Japan her:

Statsminister Lars Løkke Rasmussens kommentar til billeder fra Japan

Se video af tsunamien på Politikens hjemmeside

Læs mere om Det Japanske Bibelselskab

 
Get Adobe Flash player