Himmellængsel og træthed ved livet

Udsnit af 'Jesus Ascending to Heaven' af John Singleton Copley, 1775. Kilde: Wikimedia Commons
A+/a-      Tip ven
31-05-2011- Nyhed

Bibelselskabets udgivelse ’3. tekstrække’ indeholder inspiration til tekstvalg i forbindelse med lejlighedsgudstjenester, som ligger uden for kirkens højmesse. Teksterne er udvalgt og kommenteret af folk, der på fornemmeste vis sætter teksterne ind i deres sammenhæng, både i kirken og i Bibelen. Her kan du læse forslaget til Kristi himmelfartsdag.

Tekstforslag: Paulus’ Brev til Filipperne 1,19-26

De to tekstrækker til Kristi himmelfartsdag, navnlig epistel- og evangelielæsningerne, har en udpræget koncentration om udsendelsen i verden. Disciplene skal være vidner om Jesus Kristus indtil jordens ende. Og evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag.

Som supplement til denne vægtlægning er der i forslaget her sat fokus på himmellængsel. Sagt på en anden måde og formuleret inden for rammerne af Kristi Himmelfarts grundberetning: Mens de eksisterende tekstrækker inviterer til at fokusere på, hvad der skete, efter at disciplene havde set Jesus fare til himmels, er der med dette tekstvalg inviteret til at blive stående sammen med disciplene og skue mod himlen, før nogen iler ud i verden. Med Fil 1,19-26 udfordres prædikanten således til at dvæle ved erfaringen af himmellængsel. Denne længsel kan forekomme mere fremmedartet end bevidstheden om at engagere sig i verden og livet her på jorden. Og længslens iboende ønske om at slippe for livet her og undgå at vågne op i morgen for at kæmpe sig igennem endnu en dag er for mange en forbudt tanke, ligesom det er en stor belastning ikke at kunne glæde sig over nu´et. Derfor er der desto større behov for, at forkyndelsen låner røst til det fortvivlede menneskes erfaring af, at livet kan være smerteligt og plagsomt i en sådan grad, at ”døden er en vinding” (Fil 1,21), fordi den udgør en befrielse fra livet i denne verden og en indgang til et liv i Guds rige. Mon ikke det menneske, der er fyldt af en længsel efter at blive befriet fra verden, står i større risiko for at blive overset, end det menneske, der kan genspejle sig i iveren efter at engagere sig i verden?

Filipperbrevsteksten fremstiller himmellængslen dels som en higen efter at blive befriet fra det nuværende liv, dels som en forestilling om et kvalitativt anderledes liv end det almindelige menneskeliv i den jordiske verden. Nøje forbundet med længslen efter befrielse er således en forventning om et bedre liv, og det vil sige en tillidsfuld fortrøstning om herliggørelse.

Teksten er skrevet af Paulus under fangenskab, hvor han ønskede sin død, men dog forventede at forblive i live, så længe filipperne havde brug for ham. Teksten tematiserer således dilemmaet mellem himmellængsel og nødvendigheden af tilstedeværelse i andre menneskers liv, eller man kunne sige dilemmaet mellem en træthed ved livet og samtidig et nærvær i det.

 

Link

Køb '3. tekstrække'
Læs mere om Kristi himmelfart
 
Get Adobe Flash player