Det levende ord skal ud til folket

”Før blev prædikenerne kun læst op i kirken, men vi vil gerne videreføre prædikentraditionen til nettet”, siger Bo Grünberger, grundlægger af livikristendom.dk. Foto: livikristendom.dk
11-08-2011- Nyhed
I kirker over hele landet bliver bibelteksten fortolket søndag efter søndag. Nu vil hjemmesiden livikristendom.dk føre prædikentraditionen fra kirken ud til folket. Den nye hjemmeside fører prædikener med bibelvers ud i den digitale verden.
Af Ida Tosti Kristensen
Søndagens prædiken kan nu læses på farten eller hjemme i stuen. En del præster har allerede fået lagt deres prædikener ud på en ny hjemmeside, som Folkekirkeinfo fra Aarhus stift står bag.
”Tanken bag projektet er at give folkekirken en stærkere stemme på nettet. Ved at lægge prædikener ud i cyberspace kan vi meget hurtigt fortælle en masse om, hvad kristendom i folkekirken er”, siger Bo Grünberger, cand. theol. fra Aarhus Universitet og grundlægger af livikristendom.dk
Med hjemmesiden kan man være med til at nå ud til et andet publikum. Målgruppen er fx kirkegængere, som er nysgerrige efter, hvad der bliver prædiket i andre kirker eller mennesker, som søger efter svar på nogle af livets store spørgsmål. Præster er dog også meget velkomne til at finde inspiration til deres egne prædikener - eller blot orientere sig i kollegers formidlinger og fortolkninger.
Hjemmesiden er ikke delt ind efter kirkeåret og de to autoriserede tekstrækker, men efter søgeord som ”Jesus”, ”bøn” eller ”kærlighed”. Det skyldes dels, at prædikenerne ligger tilgængeligt hele året på hjemmesiden, dels at denne struktur er langt lettere for søgemaskinen.
Målet er, at alle spektre af folkekirken med tiden skal repræsenteres.”Meningen med livikristendom.dk er, at den skal give mange bud på, hvordan kristendommen i folkekirken fortælles og forstås”, siger Bo Grünberger. Lige nu er der ikke resurser til at alle præster kan få lagt deres prædikener på nettet, men man er velkommen til at henvende sig til hjemmesidens administrator
Et bibelvers om dagen
På livikristendom.dk kan man læse ’1 Vers om Dagen’ fra Det Danske Bibelselskab, der er skabt i samarbejde med Kristeligt Dagblad og Areopagos. Denne tjeneste har påkaldt sig stor interesse i kirkelige kredse.
Tjenesten giver et vers om dagen fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk.
Grunden til at livikristendom.dk har valgt at benytte sig af tjenesten er: ”Vi vil gerne have mere Bibel ind på siden. Prædikener følges fint ad med små bibelcitater, som man kan reflektere over”, siger Bo Grünberger.
Synne Garff, Bibelselskabets nyansatte projektchef, er rigtigt godt tilfreds med samarbejdet: ”Livikristendom.dk er et fantastisk godt eksempel på, hvordan der kan opstå gode ideer i den digitale verden. Desuden har ’1 vers om dagen’ fået en platform mere. Denne form for dynamisk interaktivitet, som vi vil se meget mere af i de kommende år, skaber helt nye indgange til Bibelens univers for danskerne.”
Links