Malaysiske myndigheder tilbageholdt 35.000 bibler

Christ Church, Malacca, Malaysia, Bibelselskabet
Christ Church i Melaka, Malaysia. Foto: Loke Seng Hon
A+/a-      Tip ven
22-03-2011-

De malaysiske myndigheder er gået med til at frigive 35.000 tilbageholdte bibler efter krav fra kristne ledere

De malaysiske myndigheder har de seneste år tilbageholdt titusinder af bibler, fordi de indeholdt ordet ’Allah’ for Gud. Det er på trods af, at ’Allah’ er det eneste ord for Gud på bahasa malaysisk, som er hovedsproget i Malaysia.

I den seneste uge blev de nationale myndigheder kritiseret af vrede kristne for at tilbageholde 5.000 bibler i Port Klang siden marts 2009 og yderligere 30.000 eksemplarer i Kuching i delstaten Sarawak på Borneo.

"Siden marts 2009 er alle forsøg på at importere Bibelen på bahasa malaysisk, dvs. Alkitab, hvad enten det har været gennem Port Klang eller havnen i Kuching, blevet forpurret", rapporterer forretningsudvalget i den malaysisk kristne føderation.

Striden om brugen af ordet ’Allah’ for Gud i kristne udgivelser blussede op i 2007, hvor de malaysiske myndigheder truede den katolske avis ’Catholic Herald’ med at fratage dem retten til at trykke, hvis ikke man holdt op med at bruge ’Allah’ om den kristne Gud.

Det hævdes fra myndighedernes side, at brugen af ’Allah’ for Gud i en kristen udgivelse kun gøres for at gøre det kristne budskab mere appellerende for muslimer. Det afvises dog af de kristne ledere, som peger på at ordet eksisterede på arabisk før islam kom til, og at det har været brugt af kristne i Malaysia, lige siden landet blev etableret som føderation i 1963.

Højesteret i Kuala Lumpur tillod dog i december 2009 kristne publikationer at bruge ordet ’Allah’ om den kristne Gud. Det blev fastslået, at ordet ’Allah’ ikke kun tilhører islam, og at man ikke kunne forbyde ikke-muslimske grupper at anvende det. Dommen blev senere appelleret af de malaysiske myndigheder med succes.

De malaysiske myndigheder havde dog alligevel givet forsikring om, at Bibelen fortsat ville være tilgængelig for de kristne. Ikke desto mindre er en stor mængde af bibler blevet tilbageholdt siden marts 2009 for først at blive frigivet i sidste uge.

Hermen Shastri, der er generalsekretær for Kirkernes Råd i Malaysia, har budt myndighedernes beslutning om at frigive bibler velkommen, men mener at der bør gøres mere.

"Vi fastholder, at det er en ufravigelig ret for kristne at kunne læse deres helligskrifter på et hvilket som helst sprog," sagde han og tilføjede at det er "en basal menneskeret."

Formand for forretningsudvalget i den malaysisk kristne føderation, biskop Ng Moon Hing, påpeger, at tilbageholdelsen er i strid med landets forfatninger, der indeholder en lov om religionsfrihed.

"Religionsfriheden, som den føderale forfatninger garanterer som en af de mest grundlæggende friheder, bliver meningsløs, hvis troende inden for en religion bliver nægtet adgang til deres religiøse tekster på et sprog, de kan forstå," siger han i ifølge en pressemeddelelse.

Det Danske Bibelselskab støtter udbredelsen af Bibelen på folks eget sprog, specielt i lande hvor distribueringen bliver vanskeliggjort på grund af modstand fra de officielle myndigheder.

 
Get Adobe Flash player