Religionsfrihed samler jøder, kristne og muslimer i Danmark

Bent Lexner, Erling Tiedemann og Abdul Wahid Pedersen kæmper alle for religionsfrihed. Fotos: www.mosaiske.dk, www.erling.tiedemann.dk, Villy Fink Isaksen
12-10-2011- Nyhed
At skifte tro er ikke en kriminel handling, der bør medføre hårde straffe. Frontfigurer fra dansk kirke- og religionsliv udtaler markant støtte til religionsfriheden. Det sker, efter at Bibelselskabet har protesteret mod iransk dødsdom over konvertit
Af Synne Garff og Ida Tosti Kristensen
Fordømmelse af religionstvang og støtte til religionsfriheden breder sig som ringe i vandet i dansk kirke- og religionsliv i disse dage. Udviklingen kommer blandt andet som reaktion på, at den unge, kristne præst Yousef Nadarkhani i Iran er blevet dømt til døden, fordi han er frafaldet islam. Den beslutning har affødt en række protester fra troende i Danmark.
Overrabbiner Bent Lexner er en af kritikerne:
”At dømme en person for at konvertere til en anden religion er ikke alene uacceptabelt, men også en indikation af at der er nogle styreformer, som vi ikke længere bør acceptere”, siger Bent Lexner og opfordrer politikere og andre beslutningstagere til handling.
”Vi skal aldrig glemme ordene om, at tavshed i sidste instans kan være så alvorlig, at der ingen længere er til at råbe op. Vi må kræve, at de vestlige lande protesterer over for Iran på dette brud på menneskerettighederne”, siger Bent Lexner.
Forsøgene på at tvinge Yousef Nadarkhani tilbage til islam er også dybt problematiske ifølge Erling Tiedemann, der er katolik og tidligere medlem af Etisk Råd:
”Jeg ser dommen som værende i strid med Koranen, i strid med de menneskerettigheder, der gælder for alle lande, der er medlemmer af FN, og som stridende mod sund, menneskelig fornuft, da ægte tro ikke kan fremkaldes med sværdet”. Erling Tiedemann tilføjer, at religionsfriheden på linje med de andre menneskerettigheder er et anliggende, som det er ethvert demokratisk samfunds pligt at beskytte.
Protest til ambassade
Bibelselskabet valgte tirsdag den 11. oktober at indlevere en protestskrivelse til den iranske ambassade med en klar opfordring til at lade religionsfriheden gælde også for Yousef Nadarkhani. Men ambassaden returnerede helt uventet brevet med protesten kun få minutter efter, at generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard havde forladt bygningen på Svanemøllevej i København.
”At den iranske ambassade ikke engang vil behandle en seriøs, skriftlig henvendelse om et problem, der vedrører Iran, viser tydeligt og klart, at vi her står med et kæmpe problem. Det iranske regime lukker øjnene. Derfor må alle gode kræfter i sager som denne arbejde sammen for at åbne hjerterne og støtte kampen for livet, troen og religionsfriheden”, siger Morten Thomsen Højsgaard. Han opfordrer nu alle til at sende en lille, men vigtig symbolsk støtte til Yousef Nadarkhani ved at klikke ”Synes godt om” på den nyoprettede side ”Red Yousef” på Facebook.
Adskillige danskere har allerede givet deres støtte til kende på den nye side. En af dem er internetbrugeren Frank Eltorp, som samtidig skriver: ”Man bør have de samme rettigheder uanset, hvilken religion man har!”
Imam imod tvang
Imam Abdul Wahid Pedersen er enig i Frank Eltorps synspunkt. Selv om imamen ikke ønsker at vurdere den aktuelle sag, udtaler han således til Bibelselskabet sin klare fordømmelse af tvang, når det gælder religion.
”Det er min opfattelse, at man ikke kan tvinge mennesker til at have en bestemt tro. Tro er noget, som kommer fra hjertets dyb og kan ikke påtvinges udefra. Derfor bør der være frihed for alle mennesker til selv at vælge, hvordan de vil tjene Gud, eller for så vidt lade være med samme.” Og Abdul Wahid Pedersen tilføjer: ”Det er mit håb, at både civilsamfund, nationer, familier, individer og alle vil arbejde for, at mennesker generelt har denne grundlæggende ret”.
At alle mennesker har ret til et liv uden forfølgelse mener også en stribe kirkelige organisationer fra Indre Mission over Dansk Oase til Danske Kirkers Råd, som i kølvandet på Bibelselskabets protest har sendt et brev til udenrigsminister Villy Søvndal og social- og integrationsminister Karen Hækkerup med en direkte appel om, at ”den danske regering omgående går aktivt ind i sagen om den iranske præst, der risikerer at blive henrettet”.
Bibelselskabet har valgt at give den iranske ambassade en ny chance for at svare på den oprindelige henvendelse, der nu er genfremsendt som anbefalet brev.
Læs mere
Læs Bibelselskabets protestbrev Støt Yousef på FacebookSe video om afvisning af protestbrev