Praktikanter gør Bibelen kendt

Sarah Madsen og Christian Holmgaard har været kommunikationspraktikanter hos Bibelselskabet. Foto: Bo Nygaard Larsen
A+/a-      Tip ven
06-06-2011-

Sarah Madsen og Christian Holmgaard, der begge har været i kommunikationspraktik i Bibelselskabet, er på mange måder forskellige. De læser og forstår Bibelen på hver deres måde, men alligevel holder de hinanden fast på, at netop Bibelen står i midten af deres arbejde. Mød dem

Frederiksborggade i København ligner sig selv denne middag. Biler, cykler og mennesker på gåben forsøger at komme frem til målet, mens byens puls ånder dem i nakken.  Sådan er virkeligheden, om end den også byder sig til med stunder til fordybelse og ro.

Det kan man for eksempel få hos Bibelselskabet i nummer 50. Herfra forsyner Bibelselskabet hele landet med bibler og genfortællinger af Bibelen i et utal af udgaver, så alle kan være med.

Og sådan skal det også være. I hvert fald hvis man spørger Sarah Madsen og Christian Holmgaard. De har begge været kommunikationspraktikanter hos Bibelselskabet – og er bagefter blevet ansat som studentermedhjælpere.

Som praktikanter har de fået mulighed for at omsætte deres store viden fra henholdsvis religionsvidenskabens og teologiens verden til formidling, der virker i praksis. „Vi har arbejdet mest med de digitale medier som vores hjemmeside. Hvis vi skal ud, hvor folk er, må vi også bruge de medier, folk kender til,” siger Christian Holmgaard.

Det er Sarah Madsen enig i, men mener også, at det trykte ord har stor betydning anno 2011. „Det er Den Nye Aftale et godt eksempel på. Det er meget tilgængelig oversættelse for de fleste, og når vi her i Bibelselskabet vil have, at folk skal læse i Bibelen, skal vi også give dem mulighed for at gøre det,” siger hun.

Aflivede myter
Vi sidder i et mødelokale i stueetagen. Sarah Madsen og Christian Holmgaard har så meget til fælles, og så alligevel ikke. Hun er 22, han er 27. Hun studerer religionsvidenskab med antropologi som sidefag, han læser teologi. Christian Holmgaard kommer også fra missionen. Sarah Madsen kunne ikke drømme om at gå ind i den.

Han læser Bibelen som en troende kristen, hun med videnskabens kritiske briller. Og så kunne resten af interviewet for så vidt handle om en diskussion for eller imod et eller andet bibelsyn, men  det kommer det så ikke til. For midt i de to unges forskellighed står Bibelen som det fælles kit, der holder dem sammen i deres professionelle arbejde.

„Da jeg kom her, var jeg præget af den videnskabelige tilgang til Bibelen, men i den tid, jeg har været her, har jeg fået aflivet nogle myter. For eksempel den om, at det handler om os og dem. Det gør det slet ikke, og Bibelen er slet ikke så fremmed, som jeg troede,” siger Sarah Madsen.

Kilden til viden om Gud
Christian Holmgaard er født ind i den kirkelige verden, hvor forældrene fra 1984 til 1993 var udsendt som missionærer i Etiopien. Så vendte de hjem, faren blev sognepræst.

Christian Holmgaard har valgt at følge sin fars teologiske spor. Han skal snart i gang med at skrive speciale på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet – om Matthæusevangeliet.

”For mig er Bibelen verdens vigtigste bog. Den er en trosmæssig tekst, der er kilden til viden om Gud. Derfor satser jeg også på at læse mindst et halvt kapitel i Bibelen hver dag,” siger han. Også Sarah Madsen læser i Bibelen hver dag. „Men det er i forbindelse med mit arbejde og mine studier,” siger hun og smiler.

Udfrielsen fra Egypten er en central tekst
Forskellene er til at få øje på, og alligevel er der ligheder. For eksempel har både Sarah Madsen og Christian Holmgaard israelitternes udfrielse fra Egypten som deres yndlingshistorie fra Det Gamle Testamente. Dog med hver deres indgangsvinkel.

For Christian Holmgaard er det afgørende i fortællingen, at den også forholder sig til det, der sker i Det Nye Testamente. „Historien fortæller, at Gud udfrier mennesket fra døden, og at Guds magt dermed er større end menneskets,” siger han.

Sarah Madsen pointerer udfrielsen på grund af dens aktuelle betydning. „Når jeg læser historien, minder det om det, der sker i Mellemøsten lige nu med ønsket om demokrati. Derfor har den en stor betydning i den måde, vi kan forstå nutidens problematikker på,” siger hun.

Venner med Bibelen i midten
Hen ad en smal gang og ind på et lille kontor med to skriveborde, går vi. Det er her, Christian Holmgaard og Sarah Madsen de sidste tre måneder har delt kontor. Reolerne og bordene er fyldt med bibler i alle farver, og næppe får de sig sat ned, før de instinktivt griber i en af den.

Trods deres uenigheder fungerer samarbejdet så perfekt, at de i dag definerer sig som hinandens venner. „Vi diskuterer ikke vores bibelsyn, men vi drøfter faglige spørgsmål om kommunikation og om, hvordan vi bedst muligt kan formidle Bibelen ud til danskerne. Det er derfor, vi er her, og det er en meget vigtig opgave, som vi gerne vil være en del af,” siger Christian Holmgaard.

Praktikforløbet ved Bibelselskabet har været en lærerig proces for Sarah Madsen og Christian Holmgaard. De har lært at lave pressemeddelelser, interviews, nyheder. De har også fået indblik i, hvordan et forlag med en aktiv digital kommunikation fungerer.

Endelig har de hver haft et stort projekt, som de har fået hovedansvaret for. Sarah Madsen koordinerede tilblivelsen af internettjenesten 1 vers om dagen i samarbejde med Kristeligt Dagblad og organisationen Areopagos.

Christian Holmgaard var motoren i den store fejring af 400-året for King James-bibelen i samarbejde med blandt andet den anglikanske kirke i Danmark, Københavns Universitet og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Som kommunikationspraktikanter har de dermed begge fået gode erfaringer om kommunikation, formidling og projektarbejde med sig, som de vil bruge i de sammenhænge, de i fremtiden kommer til at indgå i. Hvad enten de så er videnskabelige eller kirkelige. Eller begge dele på én gang.

Praktikanternes projekter

1 vers om dagen på Facebook

1 vers om dagen på Twitter

Tema om King James-bibelen
 
Get Adobe Flash player