Prædiken: Bibelens ord vil nå alle - nu også digitalt

Ordene bliver ikke bedre - heller ikke ringere - fordi de kommer på et andet medie. Formålet er, at ordet skal være alle steder, og digitale bibeludgaver er endnu et skridt på vejen. Foto: Bibelselskabet

Del|

A+/a-      Tip ven

1. søndag i advent udkom de nye digitale bibeludgaver. Udgivelsen blev markeret ved højmessen i Apostelkirken på Vesterbro, hvor sognepræst Gunnar Bach Pedersen prædikede efter at have læst evangeliet fra sin iPad. Læs her hans prædiken i fuld længde.

Vi møder Jesus, der i synagogen i Nazaret fik overrakt Bibelen. Og så læste han op af profeten Esajas’ bog. Og bagefter kom han i samtale med sine bysbørn, sin samtid om det, som han havde læst. Hans udlægning af det var de først begejstrede for. Bagefter skiftede stemningen, de blev ophidsede og var ved at lynche ham. Men ligegyldigt var det ikke for dem.

Jeg læste i torsdags en filmanmeldelse om en film, hvor man så en mand, som sad og stregede ud i Bibelen. ”Jeg fjerner alt det, som jeg ikke kan bruge til noget!” erklærede han. Jeg har ikke set filmen, og ved i øvrigt ikke ret meget om den. Men han havde vist tidligere været kristen prædikant, som havde forkyndt det, han fandt i Bibelen. Nu havde han skiftet mening, og kastede sig ud i et opgør med det, han tidligere havde levet på. Men det var stadig ikke ligegyldigt for ham.

Da Jesus læste Esajas i synagogen i Nazaret, da har han vel læst af de store bogruller, som stadig hører til i en synagoge – selv om billedet på programmet viser ham med en bog. Vi har læst fra en iPad – i anledning af at Bibelselskabet i dag udgiver Bibelen på netop det medie. Men ordene er de samme, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil stå med en iPad næste søndag. Jeg kan godt lide bøger, ligesom jøderne godt kan lide deres bogruller med loven og profeterne.

Ordene bliver ikke bedre – heller ikke ringere – fordi de kommer på et andet medie. Men formålet er vel, at ordene skal være alle de steder, hvor mennesker er, så de kan lade sig provokere af dem. Og det kan denne nye form måske hjælpe til, så ordene også kan møde mennesker udenfor synagogen i Nazaret, udenfor Apostelkirken.

Så de kan vække tilslutning eller protest.

En af reaktionerne på Jesu prædiken i Nazaret er deres spørgsmål: ”Er det ikke Josefs søn?”
 
Det spørgsmål har jeg altid opfattet lidt i retning af en nedvurdering: Er det ikke bare tømrerens knægt, som nu gør sig til af at være klogere end os andre?
 
Men måske er det slet ikke det, de mener. De siger det jo, mens de endnu er fyldt af begejstring. I virkeligheden er det måske et udtryk for stolthed over, at han er en af deres egne. Og netop fordi han er det, så føler de, at de gamle ord gennem Jesu prædiken er rettet særligt til dem. I dag, lige her i Nazaret er det gået i opfyldelse.

Det gode budskab til fattige, frihed og nyt syn, nådeåret kommer nu lige netop til dem. Og de har helt ret, for sådan er det jo at holde gudstjeneste, det er at høre Guds protest mod det som binder mennesker, og at møde Jesus som den, hvori Gud griber ind imod det. Og sådan var det selvfølgeligt også den dag.

Men alligevel kæntrede deres tanke lidt, fordi de gik ud fra, at de ejede ham; han var Jesus, tømrerens søn. De stod i allerførste række overfor den virkelighed, det var jo deres ret. De var tættere på det end alle andre, fordi Jesus var en af deres egne. Selvfølgeligt!
 
Men Jesus skuffer dem. Når de vil tage patent på ham og det, han kommer med fra Gud, så siger han nej.  De peger på sig selv, men Jesus peger på de andre. Han minder dem om deres bibelhistorie – hvordan Guds hjælp var gået til de fremmede. Og det er ikke kun her. Når mennesker kommer med deres privilegier, så vender han dem på hovedet. Når privilegiet er at høre til de udvalgte, så fortæller Jesus historier om dem udenfor. Når der tales om magt og rigdom, så taler Jesus om at være tjener og at være fattig. Når voksne vil være nærmere ved Jesus end børnene, så gør han børnene til forbillede.

Og sådan også her. Når hans bysbørn tager patent på hans frihedsbudskab, så taler han sådan, at de bliver vrede og forbitrede, så de slet ikke vil have med ham at gøre.

Jesus kommer med en ny virkelighed, som ikke må spærres inde i snæverhed. For det er en grænsesprængende virkelighed. Men dette grænsesprængende møder hele tiden ny snæverhed.
 
Vi kender det også i dag – nogle grupper tager måske patent på kristendommen. Eller den nationale udgave, hvor den grænsesprængende kristendom reduceres til et forsvar for danskhed.

Jesus siger nej. Hans budskab kan der ikke tages patent på. Det vil nå alle – gennem skriftruller og håndskrifter og bogtryk og digital teknik. Og først og fremmest gennem os. Vi har til opgave at lade det komme provokerende i samtale med den tid, som vi lever i. Og det gør det måske især gennem, at vi selv hører det, og sådan at det bliver livsgrundlag for os, også udenfor gudstjenestens rum.

For det at bringe budskabet videre og få det hørt, det er jo bestemt ikke blevet lettere. Tidligere kunne det bibelske budskab blive hørt i kraft af Bibelens iboende autoritet, af Bibelen som hellig skrift. Det går stort set ikke mere, nutidens mennesker bedømmer i stedet for ud fra relevans. Giver det her mening for mig og mit liv?

Man får tit det indtryk, at menneskers holdning til kristendommen udspringer af deres beskedne kendskab til den. Og så kan man ikke forvente, at de kaster sig over Bibelen, uanset hvilke up-to-date-udgaver den kommer i. Så må der være kristne mennesker, der viser kristentroens relevans.

Måske har de fået endnu mere aktualitet, de ord, som man tit – men vistnok fejlagtigt - forbinder med Frans af Assisi. Ordene lyder sådan:

Forkynd altid evangeliet, og hvis det er nødvendigt, så gør det med ord!

Ordene bliver troværdige, når de bliver til liv og handling. Hvis livet modsiger ordene, så råber livet højest. Tidligere kunne ordene blive hørt p.gr.a. deres iboende autoritet. I dag kan de det kun, hvis de bliver til liv og handling. Så er det, de får relevans.

Søndagen i dag er 1. s. i advent – et nyt kirkeår begynder, vi skal igen følge Jesu historie, historien om Gud, der bøjer sig ned til os. Og teksten om et nådeår fra Herren bliver et fortegn for det, som følger, den er kirkeårets ouverture.

Så skal vi da få opmuntring, fordi vi har hørt godt budskab til fattige, fordi vi har hørt Guds protest mod det som binder og undertrykker mennesker. At Gud vil åbne vore øjne, så vi kan se.

Vi skal høre det, og det skal blive kød og blod i vores daglige liv, at vi har hørt det budskab. Vi skal være medarbejdere på den frigørelse, som Jesus taler om er kommet til verden med ham.

Så kan evangeliet komme ud af bogruller og fine bøger og iPad-udgaver og blive levet liv. Så kan det møde nutidens mennesker, så det ikke giver plads til ligegyldighed. Men bliver noget man må forholde sig til, - i tro eller afstandstagen.

Lad os bruge det nye kirkeår i en vekselvirkning mellem at lytte til evangeliet, og i et liv bygget på det håb og for det ansvar, som det forkynder for os.

AMEN!

Læs mere