Designeren bag: "Digital Bibel vil ændre verden"

At berige bibellæsningen og gøre Bibelen tilgængelig for alle er designeren Klaus E. Kroghs store passion. Foto: Bibelselskabet
28-11-2011- Nyhed
Den grafiske designer bag Bibelen på app har produceret store og små udgaver af den store bog gennem 30 år. Udbredelsen af den hellige skrift er ikke bare hans levebrød, men hans store passion.
Af Paula Larrain
Klaus E. Krogh ved noget om Bibelen. Og det er faktisk noget af en underdrivelse, for der findes næppe mange, udover præsterne, der ved så meget om Bibelen som grafisk designer Klaus Erik Krogh. Gennem 30 år har han designet forskellige udgaver af Bibelen, så det var ganske naturligt, at det også blev hans tegnestue, der kom til at udvikle Bibelens nye liv i den digitale verden.
På mange måder er Bibelen hans liv, og derfor skal man også lytte til ham - og være vaks - når han med stor entusiasme giver en længere udredning af Bibelens grafiske historie. For det er disse faglige detaljer, der afslører hans mission: At berige din bibellæsning og gøre Bibelen tilgængelig for alle.
"Det er Bibelen, der har løftet den teknologiske udvikling," slynger han ud og holder en pause, så man lige kan tage påstanden ind og granske den lidt. Og forklaringen følger selvfølgelig:
"Bibelen startede som mundtlige overleveringer. Dernæst blev teksterne skrevet ned i hånden på pergament, men først for ca. 500 år siden blev Bibelen gjort til noget, som man kunne eje og have, da en tysker, Gutenberg, opfandt det bevægelige enkeltbogstav i bly, som førte til den første trykte Bibel. Først flere hundrede år efter begyndte man at udvikle det grafiske udtryk, så Bibelen blev mere læsevenlig. Man begyndte at arbejde med grafikken og skrifttyperne for at finde ud af, hvordan man kunne optimere læsningen. Og det skete med Bibelen," fortæller han med stort engagement.
Og det er et engagement, der rækker ud over bogstaver, layout og tryk. Den omfatter også et engagement i selve det indhold, han har haft i hænderne gennem så lang tid og som i faglige kredse har givet ham titlen "bibelnørd".
Udviklingen af det grafiske design handler nemlig ikke kun om, at det skal se pænt ud. Når man har med en lang, svær tekst at gøre, er det mindst lige så vigtigt at sikre sig, at man skal kunne holde ud at læse i lange stræk ad gangen. Den udfordring har han arbejdet med på papir, og den har været endnu mere krævende i forhold til Bibelen på iPad.
"Vi har sørget for at bruge særlige skrifttyper, som minimerer anstrengelserne ved læsning på en oplyst skærm, og vi har tilpasset alle farver og skriftstørrelser, så de passer sammen, når man ændrer indstillingerne i sin app," fortæller Klaus E. Krogh.
|
 Bibelen på iPad. Foto: 2Krogh |
Selvom arbejdet nu er afleveret og fra 1. søndag i advent klart til at blive downloadet af danske iPad og iPhone-brugere, så er der stadig et stort stykke udviklingsarbejde tilbage at gøre.
"Den nuværende version af app'en kører på et trestrenget system, hvor vi har krydsreferencer og noter tilgængeligt sammen med teksten. Fremover vil vi have et otte-strenget system, der blandt andet vil indeholde oversættelseskritiske noter og fysiske kort. På den måde kan vi blive ved med at berige bibellæsningen. Med app'en kan vi tænke udover bogformatet og tilbyde meget mere, end vi hidtil har kunnet," forklarer Klaus E. Krogh.
De digitale versioner af Bibelen vil helt sikkert gøre, at flere vil læse Bibelen og mere af den, fastslår han. Det er simpel matematik, som han siger.
"Jo flere anledninger, der er til at læse, jo mere bliver noget læst. Hvis du har Bibelen på din iPhone, vil du kunne læse i den hvor som helst. En anledning kunne være, mens du venter på bussen eller i bussen. Det er nok de færreste, der tager en fysisk bogudgave af Bibelen med i bussen, men hvis man har den med i sin telefon, opstår flere anledninger og dermed flere læsninger. Og da det jo er Bibelen, vi har at gøre med, så kan alle disse mange flere læsninger ende med at ændre verden."
Sådan. Intet mindre. Og når man tænker over det, er det ikke svært at give ham ret.
Læs alt om de nye digitale udgivelser her