Støtte til bibelarbejdet i Serbien
01-10-2007- Nyhed
En delegation fra Bibelselskabet har været på besøg hos Det Serbiske Bibelselskab. Anledningen til besøget var en anmodning om støtte til bibelarbejdet i Serbien.
”I en uge rejste vi rundt i store dele af landet og besøgte blandt andet skoler, plejehjem og flygtninge. De efterspurgte alle bibler og bibelmateriale, de både kan læse og forstå”, fortæller indsamlingschef Tage Kleinbeck og understreger, at behovet er stort og Det Serbiske Bibelselskabs ressourcer er begrænsede.
Den nye generalsekretær Vera Mitic har travlt både med at realisere planlagte bibelprojekter, blandt andet udgivelsen af en ny børnebibel, og med at skabe kontakt til folk, der kan støtte bibelarbejdet.
”Skal den positive udvikling, der er i gang, fortsætte nu, hvor krigen er fortid, og et generationsskifte i landets bibelselskab er gennemført, kræver det hjælp udefra”, forklarer Tage Kleinbeck. ”Derfor har Bibelselskabet sagt ja til at støtte det serbiske bibelarbejde, og vi har nu sat en indsamling i gang”.
Kilde: Det Danske Bibelselskab
juli 2007