Sneen minder os om Guds rige

B.S. Ingemann er en fantastisk lærer, som han står der midt i kulden og blandt de frysende fugle peger på sneen og siger ”Giv tid". Foto: Rasmus Koppelhus.

Del|

A+/a-      Tip ven

Der sker mere, når vi synger sange fra den danske sangskat, end fællesskab og varme stemmebånd. Når vi synger om årstiderne, kan vi også være heldige at lære noget om Guds rige. Det sker fx i den smukke vintersang I sne står urt og busk i skjul.

Frosten har lagt sig over landet med spor i alle afskygninger fra smukke hvide snetæpper til sortnede grødbunker og sæbespor på veje og gader. Det er koldt derude. I Danmark er vi så heldige at have digtere, der kan få årstiderne til at forkynde de sværeste sider af kristendommen, så vi i glimt får en fornemmelse af at forstå det: Livet på jorden, det evige liv og døden, der kommer ind imellem.

”Naivt og barnligt”, siger man tit om digteren B.S. Ingemanns salmer og sange. Men man behøver ikke være et barn for at have svært ved at forstå livet, døden og det, der venter. Og Ingemann er en fantastisk lærer, som han står der midt i kulden og blandt de frysende fugle peger på sneen og siger ”Giv tid”.

Det er svært at se det, derfra hvor du står, men Guds rige kommer. Som sneen smelter og forår og sommer sprænger isen og træerne står grønne igen. Giv tid og hold næsen og hjertet varmt så længe.

Sommeren kommer. Guds rige kommer.

I sne står urt og busk i skjul

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.

Tekst: B. S. Ingemann, 1831

Find salmerne