De ældste klasser

De ældste klasser
A+/a-      Tip ven


Manga Messias
Manga Messias er en ægte japansk manga-tegneserie i farver, og den skal læses bagfra – et af manga-genrens sikre kendetegn.

Tegneserien henvender sig til elever i de mellemste og ældste klasser (4.-10. klasse) og egner sig til både undervisning i kristendomskundskab og til frilæsning. Gennem tegneseriens tekst og billeder bliver eleverne fortrolige med de fire evangeliers fortælling om Jesus. Materialet kan således være en hjælp til at opfylde Fælles Mål om Bibelske fortællinger.

Manga Messias byder på masser af drama og action. Tegneseriens mange bibelcitater er hentet fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk for at sikre, at sproget passer til genren og målgruppen. Manga Messias er skrevet af Hidenori Kumai, med tegninger af Kozumi Shinozawa, og oversat fra japansk af Mette Holm.

Læs mere om Manga Messias her.



Menneskesønnen
Menneskesønnen er en tegneserie, som i dramatiske og smukke billeder fortæller om Jesus’ liv, død og opstandelse. Det er gennem disciplen Peters øjne, vi følger de spændende begivenheder på tætteste hånd.

Tegneserien er blevet en klassiker både blandt tegneserier og i kristendoms-undervisningen. Den er særdeles velegnet til undervisning, fordi læseren bliver draget ind i historien af de ekspressive og teatralske tegninger, og samtidig får serveret megen viden om Jesus, om bibelske fortællinger og om kristendommens tilblivelse. De tolv kapitler kan både læses på egen hånd og i fællesskab.

Tegneren Peter Madsen har på kunstnerisk vis formået at skabe en visuel beretning, der for læseren er et levende møde med en udødelig fortælling – en bedrift, tegneren har vundet priser for. Menneskesønnen har solgt mere end 90.000 eksemplarer og er udgivet på flere andre sprog. Der er desuden udgivet en undervisningshåndbog til bogen, dias og tre plakater.



Undervisningshåndbog til Menneskesønnen
Skønt tegneserien Menneskesønnen i udgangspunktet ikke var tænkt som undervisningsmateriale, har så mange skoler købt den, at den er blevet en klassiker i kristendomsundervisningen. Derfor har Bibelselskabets Forlag udgivet denne undervisningshåndbog, der kan gøre arbejdet med tegneserien endnu mere givende og målrette undervisningen opfyldelsen af Fælles Mål for kristendomskundskab.

Det er John Rydahl, der har begået hjælpen og inspirationen i undervisningshåndbogen, der både rummer didaktiske kapitler, forslag til fordybelsestemaer og -forløb, samt kopisider og opgaveforslag.



Plakater fra Menneskesønnen
Nadveren, Vandringen på søen og Jesu dåb er tre plakater, som vil pryde ethvert klasseværelse. De er både dramatiske og tankevækkende. Nadverplakaten viser i smukke nærbilleder, hvordan Jesus tager brødet, bryder det og bagefter rækker den røde vin rundt blandt disciplene. Vandringen på søen viser Jesus i månens skær over søen – tilsammen danner de et kors af lys. I Jesu dåb bliver Helligånden næsten håndgribelig, når vandet fra Johannes’ hænder strømmer ned over Jesus og forvandles til en stråle fra oven.




Starthjælp
Her er hjælp og inspiration at hente for den underviser, der skal have sine elever op til eksamen i kristendomskundskab. Starthjælp er en samling af 10 forslag til eksamensspørgsmål. Forslagene rummer både billeder, litterære tekster, fotos, artikler mv. og Fælles mål for kristendomskundskab ligger selvfølgelig til grund for udformningen af opgaveforslagene.

Hvert forslag har udgangspunkt i en bibelsk fortælling, og opgaverne er af varierende sværhedsgrad. Underviseren kan også bruge opgaverne i undervisningen frem mod prøven for at træne eleverne i at gå til eksamen.



Bibelatlas
Her har vi et uundværligt opslagsværk. I Bibelatlasset er der geografiske, historiske, arkæologiske og bibelhistoriske kort over de områder og bygninger, vi læser om i Bibelen. Det er ikke mindst de større klasser i folkeskolen, som vil have glæde af at gå på jagt i dette Bibelatlas.

Til den nye reviderede udgave (4. udgave 2007) medfølger desuden en dvd. Med den kan undervisningen få en visuel energiindsprøjtning. Man kan både i bogen og på dvd’en se kort over Paulus’ rejser, over templet i Jerusalem, over udgravninger af byer og huse fra den persiske periode – for kun at nævne nogle få eksempler.



Jobs Bog
”Hvorfor?” er det helt centrale spørgsmål i Jobs bog: ”Hvorfor skal retfærdige mennesker lide?”, ”Hvorfor går det den gode Job ondt?” Her er en bog, som i dramatiske tegninger og ord af Peter Madsen genfortæller en af de mest komplekse og eksistentielle bøger i Bibelen. Over 103 sider møder vi Jobs storhed, fald og fortvivlede råb til Gud om retfærdighed, men også Guds overvældende svar til ham.

Bogen er velegnet til undervisning i kristendomskundskab i overbygningen, for der tages livtag med store etiske problemstillinger i livet og kristendommen, og der er meget stof til både refleksion og diskussion. Eleverne kan læse bogen selvstændigt eller arbejde i grupper med de forskellige forestillinger om Gud og retfærdighed, som fremsættes i bogen.

Underviseren vil have glæde af at læse fx N.H. Gadegaards fortolkning af Jobs Bog, som er en del af Bibelselskabets Forlags kommentarserie.



Bibelen med faktasider
Det er en særdeles nyttig udgave af Bibelen denne her – ikke mindst til undervisningsbrug. For ud over hele den bibelske tekst rummer bogen 100 sider fakta om Bibelen: Der er fakta om Israels højtider, om bibelske talemåder, om skrifternes tilblivelse, om byer og boliger på Bibelens tid og så er der nyttige kort over de bibelske områder. Faktasiderne er desuden forsynet med billeder og illustrationer.







Guide til Bibelen og dens verden
Her er en informativ håndbog som i klart og tilgængeligt sprog forklarer om Bibelen og dens verden. I 70 overskuelige kapitler gennemgås de vigtigste tekster i Biblen; vi hører om baggrunden for jødedommens og kristendommens opståen, om de geografiske og historiske forhold i middelhavsområdet og om Bibelens åndelige og kulturelle indflydelse gennem århundrederne. Bogen er således velegnet til undervisning, og den rummer i overskuelig form mange smukke billeder, illustrationer, kort, tidslinjer og citater.




Den Nye Aftale
Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk er særdeles velegnet til undervisning. For her er den originale tekst nyoversat, så tekstens betydning kommer i højsædet, og det er gjort i et enkelt og nutidigt sprog. Det betyder, at gamle vendinger og kringlede formuleringer er skippet til fordel for mundret og direkte tekst. Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk kan derfor i langt højere grad end den autoriserede oversættelse læses af elever på mellemtrinnet og i overbygningen. Bogen gør det simpelthen muligt i undervisningen at arbejde med en oversættelse af originalen frem for med genfortællinger.

Den nye oversættelse har selvfølgelig ikke gjort tekstens virkelige indhold lettere at begribe – men den barriere, som et traditionelt kirkesprog kan udgøre, er væk. Det hedder fx ikke længere ”Apostlenes Gerninger”, men ”Grundlæggelsen af de første menigheder”, ikke længere ”Testamente”, men ”Aftale”. Samtidig er der indledninger til alle teksterne og en ordforklaring bagest i bogen. I overbygningen kan uddrag af teksterne også bruges som paralleltekster til den autoriserede oversættelse for at illustrere spændvidden i et sådant oversættelsesarbejde.



Det Nye Testamente illustreret med værker fra kunstens historie + 150 kunstværker fortolket
Tværfaglighed og inddragelse af relevant visuelt materiale i undervisningen kan være svært, men her er hjælp at hente. For de to supplerende bøger, Det Nye Testamente illustreret og billednøglen, 150 kunstværker fortolket, giver inspiration og hjælp til undervisningen i både kristendomskundskab og billedkunst – og på tværs af begge.

Det er 150 kunstværker fra kunstens historie, der illustrerer Det Nye Testamente, og som gennemgås og fortolkes i billednøglen. Underviseren kan her finde inspiration til eksamensoplæg, men også til den almindelige undervisning. Materialet kan hjælpe til at opfylde de Fælles Mål for kristendomskundskab om, at eleverne skal kunne tolke bibelske motiver og temaer i billedkunsten.



David
Bibelens fortællinger om kong David er her genfortalt i romanform for de 13-19-årige. Det er en dramatisk og medrivende fortælling af Ebbe Kløvedal Reich. Gennem drengen Pele og senere hans søn Kaleb følger vi David fra hans utrolige sejr over Goliat som lille hyrdedreng til hans sidste år som konge i Jerusalem.
I trilogiens tre dele, David – de fredløses konge, David – Guds udvalgte konge og David – slægtens konge gøres den gammeltestamentlige tid og begivenheder levende. Det er romaner, der er svære at slippe!


På ekspedition i Bibelen
Her har underviseren mulighed for at lade eleverne lære gennem computeren. På ni interaktive rejser tilbage til Bibelens fantastiske og gådefulde verden oplever eleven de bibelske landskaber og byer, som de så ud dengang og møder mange af Bibelens spændende personer. De fortæller om deres liv og om deres oplevelser.

Hver rejse byder på nye udfordringer, opgaver og spil, hvor eleven lærer både Det Gamle og Det Nye Testamentes indhold og betydning at kende. Dvd’en eller cd-rommen, som installeres på computeren (eller på skolens fællesserver), indeholder også hele Bibelen med søgefunktion, kommentarer og illustrerede artikler, bibelatlas og historiske oplysninger med masser af billeder.

Der er kort sagt masser af viden at hente i På ekspedition i Bibelen – på en nutidig og aktiverende måde. Der er desuden en undervisningshåndbog til materialet.  

Undervisningshåndbog til På ekspedition i Bibelen
Denne undervisningshåndbog knytter sig til computerspillet På ekspedition i Bibelen. Bogen giver en grundig indføring i programmet samt inspiration og forslag til differentierede undervisningsforløb, som eleverne kan følge individuelt eller i grupper foran computeren. Bogen er skrevet af religionspædagog John Rydahl.



Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 27-01-2009
 
Get Adobe Flash player