Minikonfirmander

Minikonfirmand
A+/a-      Tip ven


Læs leg og lær med Bibelen Læs, leg og lær med Bibelen
Læs, leg og lær med Bibelen er en aktivitetsbog med idéer til mange timers sjov leg og læring for børn fra 6-11 år. Bogen rummer 25 historier fra Det Gamle Testamente og 18 historier fra Det Nye Testamente med tilhørende aktiviteter. Der er forslag til madopskrifter, spørgsmål man kan snakke videre ud fra, klippe-klistre-idéer og meget andet. Bogen kan bruges både derhjemme og i kirkens aktiviteter, f.eks. til minikonfirmander.


Manga Messias
Manga Messias er en ægte japansk manga-tegneserie i farver, og den skal læses bagfra – et af manga-genrens sikre kendetegn.

Tegneserien henvender sig til både minikonfirmander og konfirmander og egner sig til både undervisning i kristendom og til frilæsning. Gennem tegneseriens tekst og billeder bliver børn og unge fortrolige med de fire evangeliers fortælling om Jesus.

Manga Messias byder på masser af drama og action. Tegneseriens mange bibelcitater er hentet fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk for at sikre, at sproget passer til genren og målgruppen. Manga Messias er skrevet af Hidenori Kumai, med tegninger af Kozumi Shinozawa, og oversat fra japansk af Mette Holm.

Læs mere om Manga Messias her.



Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager
Her er en bog, der virkelig sætter tankerne i gang hos minikonfirmanderne. For bogen går tæt på deres livsverden og giver samtidig - vha. kraftfulde tegneserier over bibelfortællinger - et udblik til kristne tanker om skabelse, kærlighed, tro, retfærdighed, bøn mv.

Den rummer ti noveller fortalt af børn i den lille danske by Sogneager. Børnene fortæller om oplevelsen af fx at blive mobbet eller være håbløst forelsket, og om de dilemmaer, de står i: Skal man sladre til en veninde, hvis man har lyttet ved dørene og hørt, at hendes forældre måske skal skilles?

Hver novelle efterfølges af en tegneserie, der illustrerer den bibelfortælling, som novellen har hentet sit tema fra. Det giver rum til eftertanke og til at lære om Bibelen og kristendommen. Til bogen er der tilknyttet en undervisningsvejledning og et digitalt billedmateriale.










Undervisningsvejledning til Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager
Det kan være svært at introducere bibelske fortællinger for minikonfirmander så opmærksomheden holdes fangen. Men i denne undervisningsvejledning finder du hjælp og inspiration til at bruge novellerne og tegneserierne i Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager i din undervisning af minikonfirmander.

Vejledningen, som ligger gratis tilgængelig på www.marsmanden.dk, falder ligesom bogen i ti afsnit. Den rummer baggrundsviden om bibelteksten, samt forslag til temaer i undervisningen og et konkret undervisningsforslag til hvert afsnit.

Hvis du bruger alle ti afsnit, har du undervist i hele det bibelske forløb: fra skabelsen og De ti bud til Bjergprædiken over skærtorsdag og helt til himmelfart og pinse. Der er desuden knyttet et digitalt billedmateriale til undervisningsvejledningen.
 




Billedmateriale til Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager
Nogle gange kan det være en fordel at se på billeder i fællesskab. Derfor har vi samlet 41 billeder fra de ti tegneserier over bibelfortællinger, som bogen Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager rummer. De digitale billeder kan bruges i undervisningen og projiceres op, så underviser og elever kan tale om billederne uden at åbne bogen.



Den Nye Aftale
Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk er særdeles velegnet til undervisning af minikonfirmander. For her er den gamle tekst nyoversat, så tekstens betydning kommer i højsædet, og det er gjort i et enkelt og nutidigt sprog. Det betyder, at gamle vendinger og svære formuleringer er blevet til mundret og direkte tekst, samtidig med at oversættelsen er tro mod den græske originaltekst.

Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk kan derfor i langt højere grad end den autoriserede oversættelse læses af minikonfirmanderne på egen hånd. Bogen gør det simpelthen muligt i undervisningen at arbejde med en oversættelse af originalen frem for med genfortællinger.

Den nye oversættelse har selvfølgelig ikke gjort tekstens virkelige indhold lettere at begribe – men væk er den barriere, som et traditionelt kirkesprog kan udgøre for børn. Det hedder fx ikke længere ”Apostlenes Gerninger”, men ”Grundlæggelsen af de første menigheder”, ikke længere ”Testamente”, men ”Aftale”. Samtidig er der indledninger til alle teksterne og en ordforklaring bagest i bogen.



Møllehaves Børnebibelen + Dejlig er haven-cd
”En klassiker blandt børnebøger” kan man kalde denne genfortælling af Bibelen. Det er en smukt illustreret bog, som er ideel til højtlæsning for børn fra ca. 6 år.

Her får 46 historier fra Bibelen liv og fylde igennem Johannes Møllehaves poetiske pen, mens Susanne Krage har skabt de udtryksfulde billeder. Historierne er skrevet i et flydende og letbegribeligt sprog, og pointerne samles op gennem vers efter hver historie.

Mange af versene er desuden sat i musik på cd’en Dejlig er haven. Underviseren kan vælge at lade børnene høre sangen først og så læse den historie højt, der hører til. Det vil give et godt udgangspunkt for at tale om, hvad historien handler om, og hvordan den skal forstås.



Rejsen til JerusalemRejsen til Jerusalem
Her er stemningsmættede billeder og en fortælling, der giver lyst til rejse til Jerusalem for, ligesom Signe og hendes onkel Theo, at opleve påskens historie der, hvor den fandt sted. Bogen er rigtig god til højtlæsning derhjemme eller i undervisningen af minikonfirmander.


Rejsen til Jerusalem fortæller om jødernes påske, om nadveren og om Jesus, der blev korsfæstet og opstod, men også om, hvordan Jerusalem i dag er præget af de tre store monoteistiske religioner: jødedom, kristendom og islam.

Sammen med Signe – fortællingens hovedperson på ca. 11 år – får børnene præsenteret flere bibelfortællinger tillige med det store historiske spænd. Nogen husker måske Signe fra den gang hun var yngre? Ellers kan bogen Signes Jul anbefales.


Undervisningsvejledning til Rejsen til Jerusalem
Påsken og lidelseshistorien er centrale undervisningsemner når det drejer sig om at forstå kristendommen.  Undervisningsvejledningen giver hjælp og inspiration til undervisning af børn mellem 9-13 år i disse temaer. Den er skrevet af lektor Birgitte Bækgaard og knytter sig til elevbogen Rejsen til Jerusalem, der er tegnet og fortalt af Peter Madsen.

I Rejsen til Jerusalem følger eleverne Signe, der sammen med sin onkel rejser til Jerusalem og får fortalt om begivenhederne omkring Jesus’ liv, død og opstandelse. Samtidig oplever hun de tre store monoteistiske religioner, jødedom, islam og kristendom, i nutidens Jerusalem. Bogen har et væld af faglige oplysninger, der formidles i et børnevenligt og levende sprog. Det er derfor oplagt at benytte Peter Madsens bog som grundbog i emnet påske.
 
Undervisningsvejledningen tager udgangspunkt i metoder, der lader eleverne være aktive, kreative og dialogiske, og underviseren kan vælge mellem mange forslag til arbejdet med tekstens temaer. Undervisningsvejledningen rummer bl.a. 46 kopisider, og underviseren bliver guidet gennem forløbet med både faglige, metodiske og praktiske afsnit.


Læse Let
Her kan børn fra ca. 8 år selv læse historierne fra Biblen. Bøgerne er skrevet på et let læseligt dansk, og de er gode at bruge som udgangspunkt for samtaler om de forskellige bibeltekster, fx: Hvorfor siger faren til den fortabte søn, da sønnen kommer hjem og har spenderet arven, at han vil feste, fordi sønnen ”er blevet levende for ham igen”?

De kan også bruges som frilæsning, eller ligge i kirken så børnene kan kigge i dem under gudstjenesten. Også børn, der ikke kan læse endnu, vil nemlig helt sikkert blive fanget af bøgerne, som har farverige tegninger udført af nogle af de bedste, nulevende danske tegnere.



På sporet af Jesus
Med dette adventure-spil kan minikonfirmanderne opleve historien om Jesus fra Nazaret. Det er et lærerigt og flot computerspil med lyd, billeder, tekster og fortælling målrettet de 8-14-årige.

Gennem spillet vandrer eleven i Jesus’ fodspor, hjælper disciplene, løser opgaver, finder skjulte gravkamre og lærer samtidigt om Det Nye Testamente, om levevis, klæder, arbejde og meget mere på Jesus’ tid. Der er 10 missioner med klare temaer, der hver især kan danne baggrund for en undervisningslektion.

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 19-03-2009
 
Get Adobe Flash player