Simon fik at vide, at Tryfon havde samlet en stor hær for at rykke ind i landet Juda og ødelægge landet. Da han erfarede, at jøderne skælvede af angst, drog han op til Jerusalem, kaldte folket sammen og opmuntrede dem med disse ord: »I ved selv, hvor meget jeg og mine brødre og min fars hus har gjort for vore loves og for helligdommens skyld, og I ved om de krige og trængsler, vi har oplevet. Således har alle mine brødre mistet livet for Israels skyld, og jeg er den eneste, der er tilbage. Det kunne aldrig falde mig ind at spare mit eget liv i trængselstider, for jeg er ikke mere værd end mine brødre. Nej, jeg vil skaffe hævn for mit folk, for helligdommen og for jeres kvinder og børn. Alle hedningerne har jo samlet sig for at udslette os i deres had.« Da folket hørte disse ord, tændtes deres mod på ny, og de svarede med høj røst: »Du er vores leder i stedet for Judas og din bror Jonatan. Du skal lede vores kamp, og vi vil gøre alt, hvad du siger til os!« Så samlede han alle våbenføre mænd, lod hurtigt Jerusalems mure gøre færdige og befæstede byen hele vejen rundt. Han sendte Jonatan, Absaloms søn, til Joppe med en større hær, og han drev indbyggerne ud og blev selv dér i byen.

Tryfon brød op fra Ptolemais med en stor hær for at rykke ind i landet Juda, og han havde Jonatan med sig som fange. Men Simon opslog sit kvarter i Hadid ved sletten. Da Tryfon nu fik at vide, at Simon var trådt i sin bror Jonatans sted, og at han stod i begreb med at indlede kampen, sendte han bud til ham med denne besked: »Det er på grund af de penge, din bror Jonatan skylder statskassen for sine embeder, at vi holder ham fanget. Send blot hundrede talenter sølv og to af hans sønner som gidsler – for at han ikke, når han først er frigivet, skal gøre oprør mod os – så vil vi give ham fri.« Skønt Simon var klar over, at det var på skrømt, de forhandlede med ham, sendte han dog bud efter pengene og drengene for ikke at vække for stor uvilje hos folket. »Det er, fordi jeg ikke har sendt pengene og drengene til Tryfon, at Jonatan er blevet dræbt,« kunne de finde på at sige! Han sendte så drengene og de hundrede talenter; men Tryfon brød sit ord og gav ikke Jonatan fri.

Tryfon ville nu trænge ind i landet for at ødelægge det. Han tog en omvej over Adora, men Simon holdt sig med sin hær på siden af ham, hvor han end rykkede frem. Besætningen i Borgen sendte bud til Tryfon for at få ham til at fremskynde marchen gennem ørkenen og få levnedsmidler frem til dem. Tryfon gjorde hele sit rytteri klar til afgang, men samme nat faldt så store mængder sne, at han ikke kunne komme frem. Han brød da op og nåede til Gilead. Da han nærmede sig Baskama, lod han Jonatan dræbe, og han blev begravet dér. Tryfon vendte så om og drog hjem til sit eget land.

Tryfon handlede forræderisk mod den unge kong Antiokus. Han dræbte ham, blev konge i hans sted og lod sig krone til konge over Asien. Han voldte landet meget ondt. Simon genopbyggede Judæas fæstninger, omgav dem med høje tårne og svære mure med port og slå. Og han anbragte forråd af levnedsmidler i fæstningerne.

På den tid belejrede Simon Gezer; han omringede den med sine tropper, lod fremstille et belejringstårn, førte det frem mod byen, slog en breche i et af bymurens tårne og indtog det. Da nu de, der var i belejringstårnet, sprang ind i byen, blev der stor opstandelse derinde; byens indbyggere gik med kvinder og børn op på bymuren med flængede klæder og råbte med høj røst og bønfaldt Simon om at slutte forlig med dem. De sagde: »Du må ikke behandle os efter vore ugerninger, men efter din barmhjertighed!« Simon kom så overens med dem og angreb dem ikke mere. Men han drev dem ud af byen og rensede de huse, hvor de havde haft deres afgudsbilleder, og holdt så indtog i byen med sang og lovprisning. Han udryddede alt urent i byen og befolkede den med mænd, der overholdt loven. Han forstærkede byens befæstning og byggede en bolig for sig selv dér.

Besætningen i Borgen i Jerusalem var hindret i at færdes ude i landet for at købe og sælge; de led meget under hungersnød, og mange af dem døde af sult. De anråbte Simon om at slutte forlig, og det gik han med til. Men han drev dem ud derfra og rensede Borgen for besmittelse. På den treogtyvende dag i den anden måned år 171 holdt de indtog i byen med lovprisning og palmegrene, med citere, cymbler og harper og med hymner og sange. For en stor fjende var knust og Israel befriet. Han bestemte, at denne dag hvert år skulle fejres som en glædesdag. Han forstærkede befæstningen af tempelbjerget ved Borgen, og han boede selv dér med sine folk. Da Simon erfarede, at hans søn Johannes virkelig var en mand, udnævnte han ham til anfører for hele hæren. Johannes boede i Gezer.