Bibelen online

Anden Makkabæerbog Kapitel 7

De syv brødres og deres mors martyrdød

Også syv brødre blev sammen med deres mor pågrebet, og kongen ville tvinge dem til at spise af det forbudte svinekød, idet de blev mishandlet med pisk og svøbe. En af dem talte for dem alle og sagde: »Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end overtræde de fædrene love.« Kongen blev rasende og beordrede bradepander og kogekar sat over ilden. De blev hurtigt rødglødende. Han gav så ordre til at skære tungen ud på ham, der havde talt for dem alle, skalpere ham på skytisk vis og hugge lemmerne af, mens de andre brødre og moderen så til. Da han således var blevet fuldstændig lemlæstet, men endnu var i live, befalede kongen at anbringe ham over ilden og stege ham. Mens stanken fra bradepanden bredte sig omkring, opmuntrede brødrene sammen med moderen hinanden til at gå døden tappert i møde og sagde: »Gud Herren ser til os, og i sandhed vil han forbarme sig over os, sådan som Moses udtrykte det i den sang, der var et vidnesbyrd over for israelitterne, og hvori det hedder: Han vil forbarme sig over sine tjenere.«

Da den første var død på denne måde, førte de den anden til den nedværdigende behandling, og da de havde trukket hovedhuden med hårene af ham, spurgte de: »Vil du ikke hellere spise end blive straffet på din krop, lem for lem?« Men han svarede på sit fædrene sprog: »Nej!« Derfor blev også han straks tortureret ligesom den første. Da han var ved at drage sit sidste suk, sagde han: »Usling, du skiller os fra livet her, men verdens konge vil lade os, der er døde for hans loves skyld, opstå til evigt liv!«

Efter ham blev den tredje udsat for den nedværdigende behandling. Da de forlangte det, stak han straks tungen ud og rakte også modigt hænderne frem og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage!« Derfor blev kongen selv og hans folk slået af undren over den unge mands mod og over den ringeagt, han viste pinslerne.

Da også han var død, pinte de den fjerde lige så grusomt. Da han skulle dø, sagde han: »Det er godt, at de, der skilles fra menneskene, kan nære det håb til Gud, at han vil lade dem opstå igen; men for dig bliver der ingen opstandelse til liv!«

Dernæst førte de den femte frem og mishandlede ham. Men han så på kongen og sagde: »Du har magt over mennesker, skønt du er dødelig, og du kan gøre, hvad du vil; men tro ikke, at vort folk er ladt i stikken af Gud. Bliv bare ved! Så vil du få hans vældige kraft at se, hvordan han vil pine dig og dine efterkommere!«

Efter ham førte de den sjette frem, og da han skulle dø, sagde han: »Gør dig ingen illusioner! For nok er vi selv skyld i, at vi lider, da vi har syndet mod vor egen Gud – der er sket ting, der vækker undren – men du skal ikke tro, at du kan undgå straf, når du forsøger at kæmpe mod Gud!«

Ganske særligt er moderen beundringsværdig og fortjener et smukt eftermæle. Hun så syv sønner blive henrettet på én og samme dag og bar det dog tappert, fordi hun havde sat sit håb til Herren. Opfyldt af ædle tanker og med sit kvindelige sind optændt af mandigt mod opmuntrede hun på det fædrene sprog hver enkelt af sønnerne og sagde til dem: »Jeg ved ikke, hvordan I blev til i mit skød. Jeg har heller ikke skænket jer liv og ånde eller sammenføjet de dele, I hver især består af. Nej, det er verdens skaber, der har dannet mennesket ved dets tilblivelse og har udtænkt alle tings tilblivelse. Han vil i sin barmhjertighed give jer både liv og ånde igen, fordi I nu agter jer selv ringe for hans loves skyld!«

Antiokus fornemmede, at hun foragtede ham, og blev mistænksom ved det hånende i hendes tonefald. Han forsøgte derfor at overtale den yngste, der endnu var tilbage, og det ikke blot med ord, men han bekræftede også med eder, at han ville gøre sønnen både rig og lykkelig, gøre ham til Ven og betro ham høje embeder, hvis han ville afstå fra de fædrene skikke. Men da den unge mand ikke på nogen måde skænkede det opmærksomhed, kaldte kongen moderen til sig og tilskyndede hende til at rådgive drengen, så han kunne reddes. Da han havde tilskyndet hende ihærdigt, gik hun med til at forsøge at overtale sønnen. Men hun bøjede sig mod ham, hånede den hårde tyran og sagde disse ord på sit fædrene sprog: »Min søn! Vær barmhjertig mod mig, der har båret dig i ni måneder i mit skød, ammet dig i tre år, opfostret dig, sørget for dig og ledet dig frem til den alder, du har nået. Jeg beder dig, mit barn, betragt himlen og jorden, og se alt, hvad de rummer, så vil du forstå, at Gud ikke har skabt dette af noget værende, og at menneskenes slægt er blevet til på samme måde. Frygt ikke denne bøddel, men vis dig dine brødre værdig og gå villigt i døden; så vil jeg ved Guds barmhjertighed få dig tilbage sammen med dine brødre!«

Næppe var hun færdig med at tale, før den unge mand sagde: »Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses. Men du, som har udtænkt al den ulykke, der har ramt hebræerne, skal aldrig undslippe Guds hånd. For nok er det på grund af vore egne synder, at vi lider, og selv om også den levende Herre en kort tid er vred på os for at straffe og tugte os, så vil han dog igen blive forsonet med sine tjenere. Men du gudløse og usleste af alle mennesker, du skal ikke ophøje dig i tomme illusioner og prale af tågede forhåbninger, da det er himlens børn, du løfter din hånd mod; for du er endnu ikke undsluppet den almægtige og altskuende Guds dom. Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod. Ligesom mine brødre ofrer jeg både krop og sjæl for de fædrene love og anråber Gud om, at han snart vil vise sig nådig mod folket, og om, at du under plager og pinsler må bekende, at han alene er Gud, og om, at den Almægtiges vrede, som med rette har ramt hele vort folk, må bringes til ophør ved mig og mine brødre.«

I raseri og bitterhed over forhånelsen lod kongen ham behandle værre end de andre. Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren. Efter sønnerne døde som den sidste også moderen.

Lad dette være tilstrækkeligt om de hedenske offermåltider og de umenneskelige mishandlinger.

Krydshenvisning:

Dan 3,12-18

3 Mos 11,7-8

Krydshenvisning:

Dan 3,12-18

Krydshenvisning:

5 Mos 31,19 32,36

Sl 90,13

Krydshenvisning:

Dan 12,2

2 Makk 12,43-44

Visd 3,1-9

Matt 22,31-32

1 Kor 15,51-52

Krydshenvisning:

2 Kor 1,9

Krydshenvisning:

ApG 5,39

Krydshenvisning:

Job 10,8-12

Præd 11,5

Matt 10,39

Joh 12,25

Hebr 11,35

Krydshenvisning:

Job 10,8-12

Præd 11,5

Matt 10,39

Joh 12,25

Hebr 11,35

Krydshenvisning:

1 Makk 2,18

Krydshenvisning:

Hebr 11,3 11,35

Krydshenvisning:

Hebr 11,3 11,35

Note:

Hvad venter I på?: efter flere græske håndskrifter. Göttingerudgaven har Hvem venter I på?

Krydshenvisning:

2 Makk 5,17 5,20 6,12

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-10

Visd 3,4-7

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-10

Visd 3,4-7

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-10

Visd 3,4-7

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-10

Visd 3,4-7

2 Makk 9,12-17

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.