Bibelen online

Dommerbogen Kapitel 13

Samsons fødsel

Israelitterne gjorde på ny, hvad der var ondt i Herrens øjne, og Herren gav dem i filistrenes hånd i fyrre år.

I Sor'a boede der en mand af danitternes slægt; han hed Manoa. Hans kone var ufrugtbar og havde ingen børn. Men Herrens engel viste sig for kvinden og sagde til hende: »Du er ufrugtbar og har ikke fået børn; men du skal blive med barn og føde en søn. Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. For du skal blive med barn og føde en søn. Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.« Kvinden gik til sin mand og sagde til ham: »Der kom en gudsmand til mig. Han så ud som en Guds engel, han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed. Han sagde til mig: Du skal blive med barn og føde en søn. Nu må du ikke drikke vin eller øl, du må ikke spise noget, der er urent, for drengen skal være Guds nasiræer fra moders liv til sin dødsdag.«

Da bad Manoa til Herren og sagde: »Hør mig, Herre! Lad den gudsmand, du sendte, komme til os igen, så han kan fortælle os, hvordan vi skal bære os ad med den dreng, der skal fødes.« Gud bønhørte Manoa, og Guds engel kom igen til kvinden; hun opholdt sig ude på marken, og hendes mand Manoa var ikke hos hende. Hun skyndte sig hen og fortalte det til sin mand. »Nu har den mand, som kom til mig forleden dag, vist sig for mig,« sagde hun. Manoa fulgte straks med sin kone, og da han kom hen til manden, sagde han til ham: »Er du den mand, som talte til min kone?« Han svarede ja, og Manoa spurgte: »Når nu dine ord går i opfyldelse, hvad skal der så ske med drengen, og hvordan skal vi bære os ad med ham?« Herrens engel svarede Manoa: »Din kone skal tage sig i agt for alt det, jeg talte til hende om. Hun må ikke spise noget, der kommer fra en vinstok, hun må ikke drikke vin eller øl, hun må ikke spise noget, der er urent. Hun skal holde alt det, jeg har befalet hende.« Manoa sagde til Herrens engel: »Kan vi ikke overtale dig til at blive her, så vil vi tilberede et gedekid til dig.« Men Herrens engel sagde til Manoa: »Selv om du fik mig overtalt, ville jeg ikke spise din mad. Men hvis du vil bringe et brændoffer, så skal du ofre det til Herren.« – Manoa vidste ikke, at det var Herrens engel. – Manoa sagde til Herrens engel: »Hvad er dit navn? For vi vil vise dig ære, når dine ord går i opfyldelse.« Herrens engel sagde: »Hvorfor spørger du om mit navn? Mit navn er underfuldt.«

Så tog Manoa gedekiddet og afgrødeofferet og ofrede det på klippen til Herren, som handler underfuldt. Mens Manoa og hans kone så på det, slog flammen op fra alteret. Herrens engel steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; Herrens engel viste sig ikke mere for Manoa og hans kone. Da forstod Manoa, at det var Herrens engel, og han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.«

Kvinden fødte en søn, og hun kaldte ham Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham. Og Herrens ånd begyndte at virke i ham i Dans lejr mellem Sor'a og Eshtaol.

Krydshenvisning:

4 Mos 6,2-21

Dom 16,17

1 Sam 1,11

Luk 1,15

Krydshenvisning:

4 Mos 6,2-21

Dom 16,17

1 Sam 1,11

Luk 1,15

Krydshenvisning:

TilfEst D,13

Krydshenvisning:

Dom 6,18

Krydshenvisning:

Dom 6,18

Krydshenvisning:

1 Mos 32,30

Krydshenvisning:

1 Mos 32,30

Es 9,5

Krydshenvisning:

Dom 6,21

Krydshenvisning:

Dom 6,21

Krydshenvisning:

Dom 6,22

Krydshenvisning:

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.