Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 50

Dette siger Herren:

»Hvor er skilsmissebrevet,

som jeg sendte jeres mor bort med?

Hvem var jeg i gæld til,

så jeg måtte sælge jer til ham?

Nej, I blev solgt for jeres synders skyld,

jeres mor blev sendt bort på grund af jeres overtrædelser.

Hvorfor var der ingen, da jeg kom?

Hvorfor svarede ingen, da jeg kaldte?

Er min arm for kort til at udfri jer?

Har jeg ikke kraft til at redde jer?

Ved min trussel tørrer jeg havet ud

og gør floderne til ørken,

så fiskene rådner af mangel på vand

og dør af tørst.

Jeg klæder himlen i sort

og indhyller den i sæk.«

Herrens tjener

Gud Herren har givet mig

disciples tunge,

så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.

Hver morgen vækker han mit øre,

og jeg hører som en discipel.

Gud Herren har åbnet mit øre,

og jeg var ikke genstridig,

jeg veg ikke tilbage.

Jeg lod dem slå min ryg

og rive skægget ud af mine kinder.

Jeg skjulte ikke mit ansigt

for skændsler og for spyt.

Gud Herren er min hjælper,

derfor blev jeg ikke til spot og spe;

derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,

jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Han, som skal frikende mig, er nær.

Vil nogen anklage mig,

så lad os stå frem sammen!

Vil nogen være min modpart,

så lad ham træde op mod mig!

Se, Gud Herren er min hjælper,

hvem vil dømme mig skyldig?

De slides alle sammen op som klæder,

møl skal æde dem.

Den blandt jer, der frygter Herren,

skal adlyde hans tjener.

Den, der vandrer i mørket

og ikke ser lys,

skal stole på Herrens navn

og støtte sig til sin Gud.

Men alle I brandstiftere,

I, der skyder brandpile,

gå selv ind i det flammende bål,

i den ild, I har antændt med jeres pile.

Fra min hånd skal dette ramme jer,

I skal ligge i pinsler.

Krydshenvisning:

5 Mos 24,1

Es 52,3

Krydshenvisning:

Es 59,1

4 Mos 11,23

2 Mos 14,22

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Sl 40,7

Krydshenvisning:

Matt 26,67

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Rom 8,33

Krydshenvisning:

Es 51,8

Sir 14,17

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.