Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 11

Ånden løftede mig op og bragte mig derpå til østporten i Herrens tempel, den, som vender mod øst. Ved portåbningen så jeg femogtyve mænd, deriblandt folkets stormænd Ja'azanja, Azzurs søn, og Pelatja, Benajas søn. Da sagde han til mig: »Menneske, det er de mænd, som planlægger uret og lægger onde råd op her i byen. De siger: ›Tiden er ikke inde til at bygge huse. Byen er gryden, vi er kødet!‹ Derfor skal du profetere imod dem! Du skal profetere, menneske!«

Da greb Herrens ånd mig, og Herren sagde: Du skal sige: Dette siger Herren: Sådan siger I, Israels hus, og jeg kender jeres tanker. I var skyld i, at mange blev dræbt i denne by, og I fyldte dens gader med dræbte.

Derfor siger Gud Herren: De dræbte, som I lod ligge i den, de er kødet, og byen er gryden. Men jer fører jeg ud af den. I er bange for sværd, men sværd vil jeg bringe over jer, siger Gud Herren. Jeg fører jer ud af byen, giver jer i fremmedes hænder og bringer straf over jer. I skal falde for sværdet; ved Israels grænse vil jeg dømme jer. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Byen skal ikke være jeres gryde, og I skal ikke være kødet i den; ved Israels grænse vil jeg dømme jer. Så skal I forstå, at jeg er Herren. I har ikke fulgt mine love og ikke holdt mine bud, men I har holdt de omboende folks bud.

Mens jeg profeterede, døde Pelatja, Benajas søn. Da kastede jeg mig ned og klagede højlydt: Ak, Gud Herre, du gør det jo af med Israels rest!

Da kom Herrens ord til mig: Menneske, til dine brødre, dine slægtninge, ja, til hele Israels hus siger Jerusalems indbyggere: »Hold jer borte fra Herren! Byen er vores. Vi har fået landet som ejendom.« Sig derfor: Dette siger Gud Herren: Da jeg førte dem ud blandt folkene og spredte dem i landene, blev jeg en kort tid helligdom for dem i de lande, de var kommet til. Sig derfor: Dette siger Gud Herren: Jeg bringer jer tilbage fra folkene, jeg samler jer fra de lande, hvor I blev spredt, og jeg giver jer Israels land. Når de kommer hjem, skal de fjerne alle ækle og afskyelige guder. Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Men dem, der af hjertet følger deres ækle og afskyelige guder, gengælder jeg deres færd, siger Gud Herren.

Så løftede keruberne deres vinger, og samtidig løftede hjulene sig, og Israels Guds herlighed var oven over dem. Herrens herlighed steg op fra byen og stillede sig på bjerget øst for byen. Ånden løftede mig op og bragte mig til de landflygtige i Kaldæa i et syn ved Guds ånd; så forsvandt det syn, jeg havde set, fra mig. Og jeg forkyndte alt det, Herren havde ladet mig se, for de landflygtige.

Krydshenvisning:

Ez 8,3

Note:

bygge huse skal muligvis forstås som at opbygge slægter.

Krydshenvisning:

Ez 24,3-14

Krydshenvisning:

Åb 4,2

Krydshenvisning:

Jer 39,5-6

Krydshenvisning:

Ez 9,8

Krydshenvisning:

Ez 6,8-10

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Ez 36,26

Jer 24,7

Sir 17,16

Krydshenvisning:

Jer 31,33

Hebr 8,10

Åb 21,7

Krydshenvisning:

Ez 9,10

Krydshenvisning:

Ez 1,28

Krydshenvisning:

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.