Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 46

Dette siger Gud Herren: Østporten til den indre forgård skal være lukket de seks arbejdsdage, men på sabbatsdagen og på nymånedagen skal den være åben. Så skal fyrsten komme gennem portens forrum udefra og stille sig ved dørstolpen, og mens præsterne ofrer hans brændoffer og hans måltidsoffer, skal han tilbede på portens tærskel. Så skal han gå ud, og porten skal ikke lukkes før aften. Også landets folk skal tilbede Herren i denne portåbning på sabbatter og nymånedage.

Brændofferet, som fyrsten skal bringe til Herren på sabbatsdagen, skal bestå af seks lydefri lam og en lydefri vædder; han skal bringe et afgrødeoffer på en efa sammen med vædderen, og sammen med lammene så meget, han vil give, samt en hin olie for hver efa. På nymånedagen skal det være en lydefri tyrekalv, seks lydefri lam og en lydefri vædder, og han skal bringe et afgrødeoffer på en efa sammen med tyren, en efa sammen med vædderen og så meget, han har råd til, sammen med lammene, samt en hin olie for hver efa.

Når fyrsten kommer, skal han gå ind gennem forrummet til porten og gå ud samme vej. Når landets folk kommer for Herrens ansigt ved festerne, skal de, der går ind gennem nordporten for at tilbede, gå ud gennem sydporten, og de, der går ind gennem sydporten, skal gå ud gennem nordporten. Ingen må vende tilbage gennem den port, han kom ind ad; han skal gå ud lige overfor. Når fyrsten er blandt dem, skal han gå ind, hvor de går ind, og hvor de går ud, skal han gå ud.

Ved valfartsfesterne og de andre fester skal afgrødeofferet bestå af en efa for hver tyr, en efa for hver vædder og for lammene så meget, han vil give, samt en hin olie for hver efa. Når fyrsten vil bringe et frivilligoffer til Herren, brændoffer eller måltidsoffer, skal man åbne østporten for ham; så skal han bringe sit brændoffer eller sit måltidsoffer, ligesom han gør på sabbatsdagen. Derefter skal han gå ud, og man skal lukke porten, når han er gået ud.

Du skal dagligt bringe et årgammelt, lydefrit lam som brændoffer til Herren; hver morgen skal du bringe det. Og hver morgen skal du sammen med det bringe et afgrødeoffer, en sjettedel efa og en tredjedel hin olie til at ælte i finmelet. Afgrødeofferet til Herren er en eviggyldig ordning. De skal bringe lammet, afgrødeofferet og olien hver morgen som dagligt brændoffer.

Arveret

Dette siger Gud Herren: Når fyrsten giver en gave af sin arvelod til nogle af sine sønner, skal den tilhøre dem. Det er deres arvede ejendom. Når han giver en gave af sin arvelod til en af sine tjenere, skal den tilhøre ham indtil frigivelsesåret; så skal den gå tilbage til fyrsten. Kun hans sønner skal beholde deres arvelod. Fyrsten må ikke tage noget af folkets arvelod, så han tvinger dem fra deres ejendom. Han skal give sine sønner arv af sin egen ejendom, for at ingen i mit folk skal jages bort fra sin ejendom.

Offerkøkkenerne

Han førte mig ad indgangen, der er ved siden af porten, til de hellige kamre mod nord, som er præsternes, og dér var der et sted yderst mod vest. Han sagde til mig: Dette er stedet, hvor præsterne koger skyldofferet og syndofferet, og hvor de bager afgrødeofferet, så de ikke skal bringe det ud i den ydre forgård og gøre folket helligt.

Så førte han mig ud i den ydre forgård; han lod mig gå forbi forgårdens fire hjørner, og i hvert hjørne af gården var der et gårdsrum. Der var fire små gårdsrum i gårdens fire hjørner, 40 alen lange og 30 alen brede, samme mål for dem alle fire. Der var en stensætning rundt om hvert af de fire, og der var indrettet kogesteder hele vejen rundt neden for stensætningerne. Han sagde til mig: Her er køkkenerne, hvor de, der gør tjeneste i templet, koger folkets slagtofre.

Krydshenvisning:

4 Mos 28,9-10

Krydshenvisning:

Ez 45,24

Krydshenvisning:

2 Mos 29,38-42

4 Mos 28,3

Krydshenvisning:

3 Mos 25,10

Jer 34,8

Krydshenvisning:

Ez 45,8-9

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.