Indhold

Bog

Kapitel

Kristus eller omskærelse

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v12  Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

Kødets lyst og Åndens frugt

v13  Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v14  For hele loven er opfyldt i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.« v15  Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

v22  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23  mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24  De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. v25  Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. v26  Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 02-09-2010