v1  Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag.

Tro i prøvelser og fristelser

v2  Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; v3  I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. v4  Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. v5  Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. v6  Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. v7  Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, v8  tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.

v9  En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, v10  en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. v11  Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed.

v12  Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. v13  Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. v14  Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; v15  når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.

v16  Far ikke vild, mine kære brødre! v17  Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. v18  Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.

Ordets hørere og ordets gørere

v19  Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, v20  for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. v21  Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

v22  Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. v23  Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: v24  Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. v25  Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.

v26  Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. v27  En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.