Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 4
Hvis du vender om, Israel,
siger Herren,
skal du vende om til mig.
Hvis du fjerner dine ækle guder fra mig,
skal du ikke være hjemløs.
Sværger du i sandhed, ret og retfærdighed:
»Så sandt Herren lever«,
da skal folkene velsigne sig i ham
og fryde sig over ham.
For dette siger Herren
til judæerne og til Jerusalem:
I skal bryde ny jord
og ikke så blandt tjørne.
Judas mænd, Jerusalems indbyggere,
omskær jer for Herren,
fjern jeres hjertes forhud,
for at min harme ikke skal slå ud som ild
og brænde, så ingen kan slukke den,
på grund af jeres onde gerninger.
Ulykken fra nord
Fortæl det i Juda, forkynd det i Jerusalem,
stød i hornet ud over landet,
råb af fuld hals:
I skal samle jer,
vi trækker os ind i de befæstede byer!
Rejs banner: Til Zion!
Bring jer i sikkerhed, stands ikke op,
for jeg bringer ulykken fra nord,
et vældigt nederlag.
Løven kommer op fra sit krat,
folkedræberen bryder op,
den kommer frem
for at lægge dit land øde
og dine byer i grus,
så ingen kan bo der.
Derfor skal I klæde jer i sæk,
I skal klage og jamre,
for Herrens glødende vrede
vender sig ikke fra os.
På den dag, siger Herren,
skal konge og stormænd miste modet,
præsterne gyse,
profeterne blive stumme af rædsel.
Men jeg sagde: Ak, Gud Herre!
Du forførte dette folk og Jerusalem,
da du sagde: »Der bliver fred!«
Nu har vi sværdet på struben.
Da skal det siges
til dette folk og til Jerusalem:
Fra det nøgne land i ørkenen
kommer en glødende vind imod mit folks datter,
den er ikke til at kaste og rense korn i;
det er en langt stærkere vind,
der kommer på mit bud.
Ja, nu vil jeg
fælde dom over dem.
Se, fjenden trækker op som skyer,
hans vogne er som hvirvelvinde,
hans heste er hurtigere end ørne.
Ve os! Vi bliver tilintetgjort.
Rens dit hjerte for ondskab, Jerusalem,
så du kan frelses!
Hvor længe vil du give plads
for onde planer i dit indre?
Der lyder en røst fra Dan,
fra Efraims bjergland forkyndes ulykke.
Kundgør for folkene,
forkynd mod Jerusalem:
Fra landet i det fjerne kommer de og belejrer dig,
mod Judas byer opløfter de krigsråbet.
De omringer byen som markens vogtere,
for den har trodset mig, siger Herren.
Din færd og dine gerninger
har bragt dette over dig;
det er din ulykke, og bittert er det.
Nu gælder det dit liv!
Mit indre, mit indre, jeg har veer!
Mit hjertes vægge,
mit hjerte skælver,
jeg kan ikke tie.
Jeg hører lyden
af horn og krigsråb.
Der meldes om nederlag på nederlag,
for hele landet er hærget.
I et nu bliver mine telte ødelagt,
på et øjeblik er mine teltduge borte.
Hvor længe skal jeg se banneret,
høre lyden af hornet?
Mit folk er tåber,
mig kender de ikke.
De er uforstandige børn,
kloge er de ikke.
De er dygtige til at gøre det onde;
men at gøre det gode forstår de ikke.
Jeg så jorden, og der var tomhed og øde,
himlen, og der var intet lys.
Jeg så bjergene, og de rystede,
alle højene skælvede.
Jeg så, og der var intet menneske,
alle himlens fugle var fløjet.
Jeg så, og frugthaverne var ørken,
alle byerne var jævnet med jorden
af Herren i hans glødende vrede.
Dette siger Herren:
Hele landet skal blive ødemark
– men jeg tilintetgør det ikke –
derfor sørger jorden,
og himlen deroppe formørkes.
For jeg har talt og lagt mine planer;
jeg fortryder ikke og opgiver dem ikke.
Ved larmen af ryttere og bueskytter
flygter hele byen;
de kryber ind i krattet,
kravler op på klipper.
Hver by er forladt,
der bor ikke et menneske.
Og du, som er hærget, hvad vil du gøre?
Du klæder dig i skarlagen,
smykker dig med guldsmykker
og maler øjnene op med sminke,
men det er forgæves, du gør dig smuk.
De, der begærede dig, har vraget dig,
de stræber dig efter livet.
Jeg hører skrig som fra en kvinde med veer,
nødråb som fra en, der føder første gang.
Hør! Zions datter gisper,
hun strækker hænderne frem:
»Ve mig, jeg bukker under
for mordere!«