Indhold

Bog

Kapitel

Jesu sidste bøn

v1  Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, v2  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. v3  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. v4  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. v5  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

v6  Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. v7  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. v8  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

v9  Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; v10  alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. v11  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi. v12  Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse. v13  Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. v14  Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. v15  Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. v16  De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. v17  Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. v18  Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. v19  Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden. v20  Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, v21  at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. v22  Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, v23  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

v24  Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. v25  Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; v26  og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 02-09-2010