Judit hørte altså om de bitre ord, folket havde udtalt mod deres leder, fordi de havde tabt modet på grund af manglen på vand, og hun hørte om alle de ord, Uzzija havde talt til dem, da han med ed havde lovet dem at overgive byen til assyrerne efter fem dage. Så sendte hun den pige, der havde tilsyn med alt det, hun ejede, hen efter byens ældste, Uzzija, Kabris og Karmis.

Da de kom hen til hende, sagde hun til dem: »Hør på mig, I ledere for indbyggerne i Betylua! Det er ikke ret, hvad I har sagt til folket i jeres tale i dag, da I med den ed, I aflagde over for Gud, forpligtede jer til at overgive byen til vore fjender, hvis ikke Herren i løbet af de fem dage kommer os til hjælp. Hvem er da I, som udæsker Gud, sådan som I har gjort i dag, og stiller jer i hans sted blandt mennesker? Nu prøver I Herren den Almægtige, men I vil aldrig nogensinde nå til at erkende noget. For I vil ikke kunne trænge til bunds i et menneskes hjerte eller fatte tankerne i menneskets sind. Hvordan skulle I så kunne udforske Gud, som har skabt alt dette, og nå til at erkende hans sind og begribe hans tanker? Umuligt, brødre! Væk ikke Herren vor Guds vrede. For selv om han ikke vil komme os til hjælp i løbet af de fem dage, har han dog magt til at beskytte os, når han vil, eller til at udrydde os for øjnene af vore fjender. I må ikke forsøge at binde Herren vor Guds vilje, for Gud er ikke et menneske, så han angrer, et menneskebarn, så han lader sig overtale til at ændre beslutning som et menneske.

Lad os derfor vente på frelsen fra ham og råbe til ham om hjælp; han vil høre vort råb, hvis det er hans vilje. For der har aldrig i vort slægtled været og er heller ikke den dag i dag blandt os nogen stamme eller slægt, nogen egn eller by, der tilbeder guder lavet af menneskehænder, som det har været tilfældet i tidligere tider. Det var derfor, vore fædre blev prisgivet til sværd og udplyndring, og de led et tilintetgørende nederlag til vore fjender. Men vi kender ikke nogen anden Gud end ham; derfor håber vi, at han ikke vil glemme os eller nogen af vort folk. For bliver vi taget, vil hele Judæa falde; vor helligdom vil blive plyndret, og Herren vil kræve os til regnskab for vanhelligelsen af den. Mordet på vore brødre, bortførelsen af vore landsmænd og ødelæggelsen af vor arvelod vil han lade komme over vore hoveder blandt folkene, hvor vi end kommer til at leve som slaver, og vi vil blive til anstød og til spot for dem, som kommer til at eje os. For vort liv som slaver vil ikke føre til nåde, men Herren vor Gud vil gøre det til vanære.

Lad os nu, brødre, vise vore landsmænd, at deres liv afhænger af os, og at helligdommen, tempelbygningen og alteret står og falder med os. Og lad os i alt dette takke Herren vor Gud, der sætter os på prøve, ligesom han gjorde det med vore fædre. Husk på, hvad han gjorde med Abraham, hvordan han satte Isak på prøve, og hvad der hændte Jakob, da han i det syriske Mesopotamien vogtede sin morbror Labans får. For ligesom han kun lod dem gå gennem ild for at prøve deres hjerter, straffer han heller ikke os; nej, det er for at advare, at Herren tugter dem, der holder sig nær til ham.«

Uzzija svarede hende: »Alt, hvad du har sagt, har du talt ud af dit hjertes visdom, og ingen vil kunne indvende noget mod dine ord. Det er jo heller ikke første gang, du lægger din visdom for dagen; lige fra din ungdom har hele folket været vidende om din indsigt, for du er født med visdom i hjertet. Men folket led meget af tørst og tvang os til at handle, som vi lovede dem, og at binde os selv ved en ed, som vi ikke kan bryde. Bed nu for os, for du er en from kvinde. Så vil Herren sende regn til at fylde vore cisterner, og vi skal ikke længere afkræftes af tørst.«

Da sagde Judit til dem: »Hør på mig; jeg vil gennemføre noget, som vore efterkommere vil komme til at høre om, slægt efter slægt. Stil jer nu i nat ved byporten, så vil jeg gå ud sammen med min pige, og før det tidspunkt, I sagde, at I vil overgive byen til vore fjender, vil Herren redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med.« Uzzija og de andre ledere sagde til hende: »Gå med fred! Måtte Gud Herren gå foran dig og tage hævn over vore fjender.« Så forlod de hytten og vendte tilbage til deres poster.