Da Sanballat og Tobija og araberne, ammonitterne og ashdoditterne hørte, at udbedringen af Jerusalems mure skred frem, efterhånden som bruddene blev fyldt ud, blev de meget vrede. De dannede alle en sammensværgelse for at angribe Jerusalem og skabe forvirring for mig. Men vi bad til vor Gud og satte vagtposter imod dem til værn for byen dag og nat. I Juda sagde man:

Da vore fjender hørte, at vi var blevet underrettet, og da Gud således havde kuldkastet deres plan, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. Fra da af var den ene halvdel af mine folk beskæftiget med arbejdet, mens den anden halvdel stod væbnet med lanser, skjolde, buer og brynjer bag alle judæerne, der byggede på muren; også bærerne var bevæbnede. De arbejdede alle med den ene hånd, mens de holdt spyddet i den anden. Og enhver, der byggede, havde sit sværd bundet om lænden, mens de byggede. Den, der skulle støde i hornet, stod ved siden af mig. Og jeg sagde til de fornemme og fyrsterne og til resten af folket: »Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt langt fra hinanden på muren. I skal samle jer omkring os på det sted, hvorfra I hører hornets klang. Vor Gud vil kæmpe for os!«

Mens halvdelen stod væbnet med lanserne, arbejdede vi, fra det blev lyst, til stjernerne kom frem. Samtidig sagde jeg til folket: »Enhver skal blive i Jerusalem om natten sammen med sine folk; de skal holde vagt om natten og arbejde om dagen.« Og hverken jeg eller mine brødre, mine folk eller vagterne i mit følge tog tøjet af; enhver havde sit spyd i højre hånd.