Bibelen online

Ordsprogenes Bog Kapitel 22

Et navn er mere værd end stor rigdom,

at vinde yndest er bedre end at have sølv og guld.

Rig og fattig kan mødes,

Herren er begges skaber.

Den kløgtige ser ulykken og søger skjul,

uerfarne går videre og må bøde.

Lønnen for at være ydmyg og frygte Herren

er rigdom, ære og liv.

Torne og fælder er på den falskes vej,

den, der vil bevare sit liv, holder sig borte fra dem.

Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå,

selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.

Den rige er herre over de fattige,

og låntageren er långiverens træl.

Den, der sår uret, høster ulykke,

hans vredes stok skal slå ham selv.

Den, der under andre det godt, bliver velsignet,

for han giver af sit brød til den fattige.

Jag spotteren bort, så hører spliden op,

og kiv og skændsel får ende.

Kongen elsker den rene af hjertet,

indtagende tale får kongen til ven.

Herrens øjne agter på kundskab,

den troløses ord gør han til intet.

Den dovne siger: »Der er en løve derude,

jeg kan blive dræbt på torvene.«

Fremmede kvinders mund er en dyb afgrund,

den, der er ramt af Herrens vrede, falder i den.

Dumhed er bundet til den unge mands hjerte,

en tugtende stok kan drive den ud af ham.

Den, der undertrykker den fattige, kan øge sin ejendom,

men den, der giver til den rige, kommer til at lide mangel.

Vend øret mod de vises ord og lyt,

ret din opmærksomhed mod min kundskab,

for det er dejligt, når du bevarer dem i dit indre,

lad dem altid være rede på dine læber;

for at du kan sætte din lid til Herren,

gør jeg netop dig bekendt med dem i dag.

Jeg har jo tidligere optegnet

råd og kundskab til dig,

for at gøre dig bekendt med sandhed og pålidelig tale,

så du kan give den, der sender dig, sandfærdigt svar.

Du må ikke røve fra den svage, fordi han er svag,

du må ikke knuse den hjælpeløse i porten;

for Herren fører deres sag

og berøver deres røvere livet.

Vær ikke ven med en, der let bliver vred;

indlad dig ikke med en opfarende mand,

så du tager ved lære af hans adfærd

og sætter fælde for dit eget liv.

Vær ikke blandt dem, der giver håndslag

og stiller sikkerhed for dem, der har gæld,

hvis du ikke kan betale;

hvorfor skal sengen tages væk under dig?

Flyt ikke ældgamle skel,

som dine fædre har sat.

Ser du en mand, der er rask til sit arbejde,

så lad ham træde frem for konger;

jævne folk skal han ikke træde frem for.

Krydshenvisning:

Præd 7,1

Sir 41,12

Krydshenvisning:

Ordsp 29,13

Visd 6,7

Krydshenvisning:

Ordsp 27,12

Krydshenvisning:

Ordsp 8,18 15,33

Krydshenvisning:

Ordsp 20,11

Sir 6,18

Krydshenvisning:

Job 4,8

Gal 6,8

Sir 7,3

Krydshenvisning:

Ordsp 26,20

Krydshenvisning:

Ordsp 16,13

Matt 5,8

Krydshenvisning:

Ordsp 26,13

Krydshenvisning:

Ordsp 5,3

Krydshenvisning:

Ordsp 23,13-14

Krydshenvisning:

Ordsp 5,1

Krydshenvisning:

Sl 71,5

Krydshenvisning:

Ordsp 29,22

Sir 8,16

Krydshenvisning:

Ordsp 11,15

Krydshenvisning:

Ordsp 23,10

5 Mos 27,17

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.