Menneskets skabelse

v1  Herren skabte mennesket af jord
og lod det vende tilbage til jorden.
v2  Han tildelte menneskene deres dages tal og deres tid
og gav dem magt over det, som er på jorden.
v3  Han udrustede dem med en styrke som hans egen
og skabte dem i sit billede.
v4  Han lagde frygt for mennesket over alt levende
og gjorde det til hersker over dyr og fugle.
v5  [Menneskene modtog brugen af Herrens fem egenskaber;
som den sjette tildelte han dem fornuftens gave,
og som den syvende gav han dem ord til at forklare hans egenskaber.]
v6  Fri vilje, tunge, øje,
øre og hjerte til at tænke med gav han dem.
v7  Han fyldte dem med indsigt og forstand
og viste dem, hvad der er godt og ondt.
v8  Han lagde gudsfrygt i deres hjerter
for at vise dem sine gerningers storhed,
[og han lod dem for bestandig være stolte af hans undere,]
v9  for at de kunne fortælle om hans gerningers storhed,
v10  og de skal lovprise hans hellige navn.
v11  Han udstyrede dem med indsigt
og gav dem livets lov i eje,
[for at de kunne erkende, at det er som dødelige, de lever her.]
v12  Han oprettede en evig pagt med dem
og belærte dem om sine retsregler.
v13  Deres øjne så hans store herlighed,
og deres øre hørte hans herlige stemme.
v14  Han sagde til dem: »Hold jer fra al uret,«
og han gav dem befaling om, hvad enhver skulle gøre mod sin næste.

Herrens alvidenhed

v15  Deres veje har han altid for øje,
de kan ikke være skjult for hans blik.
v16  [Fra ungdommen af går deres veje mod det onde,
og de magter ikke at gøre deres stenhjerter til hjerter af kød.
v17  Da han fordelte alle jordens folk,]
satte han en leder over hvert enkelt folk,
og Herrens del er Israel.
v18  [Da det er hans førstefødte, opdrager han det med omhu;
han tildeler det sin kærligheds lys og slipper det ikke.]
v19  Alle deres gerninger ligger soleklare for ham,
hans øjne hviler altid på deres veje.
v20  Deres uretfærdige handlinger er ikke skjult for Herren,
alle deres synder har han for øje.
v21  [Men Herren, der er god og kender sin skabning,
forlader eller svigter dem ikke, men skåner dem.]

Omvendelse før dødens komme

v22  Herren bevarer en mands barmhjertighed som sin seglring,
et menneskes godhed som sin øjesten;
[han giver sine sønner og døtre mulighed for at omvende sig.]
v23  Til sidst rejser han sig og gengælder dem,
han lader gengældelsen komme over deres hoved.
v24  Men dem, der omvender sig, har han givet mulighed for at vende tilbage,
han opmuntrer dem, der er lige ved at give op.
v25  Vend om til Herren, og lad synden fare;
bed til ham, og lad dine fejltrin være få.
v26  Vend tilbage til den Højeste, og afstå fra uretfærdighed,
[for han vil føre dig ud af mørket til det livgivende lys,]
og du skal hade alt afskyeligt.
v27  Kan nogen i dødsriget lovprise den Højeste
som de, der lever og priser ham?
v28  Fra den døde, der ikke mere er til, lyder ingen tak,
det er den levende og raske, der lovpriser Herren.
v29  Hvor stor er dog Herrens barmhjertighed
og hans vilje til at tilgive dem, der vender om til ham.
v30  For ikke alt er givet et menneske,
og intet menneske er udødeligt.
v31  Hvad lyser mere end solen? Og dog svigter den;
det gør også kød og blod ved at pønse på ondt.
v32  Herren mønstrer den høje himmels hærstyrke,
men menneskene er alle støv og aske.