Bibelen online

Salmernes Bog Kapitel 69

For korlederen. Al-shoshannim. Af David.

Frels mig, Gud,

for vandet når mig til halsen,

jeg er sunket i bundløst dynd

og kan ikke få fodfæste.

Jeg er kommet ud på det dybe vand,

strømmen skyller sammen over mig.

Jeg er udmattet af at råbe,

min strube er blevet hæs,

mine øjne har stirret sig trætte

af at vente på min Gud.

De, der hader mig uden grund,

er flere end hårene på mit hoved;

mange vil gøre det af med mig,

med urette er de mine fjender.

Det, jeg ikke har røvet,

skal jeg alligevel levere tilbage.

Du kender min dårskab, Gud,

min skyld er ikke skjult for dig.

Lad ikke dem, der håber på dig,

blive gjort til skamme ved mig,

Herre, Hærskarers Herre!

Lad ikke dem, der søger dig,

blive til spot ved mig,

Israels Gud!

På grund af dig må jeg bære skændsel,

skamrødme dækker mit ansigt.

Jeg er blevet en fremmed for mine brødre,

en udlænding for min mors sønner.

Nidkærhed for dit hus fortærer mig,

og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.

Jeg græd og holdt faste,

men det hånede de mig for.

Jeg klædte mig i sæk,

og de sang spottesange om mig.

De, der sidder i porten, snakker om mig,

svirebrødrene synger nidviser om mig.

Men jeg beder til dig

i nådens tid, Herre,

svar mig i din store trofasthed, Gud,

med din sikre hjælp!

Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds,

red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand!

Lad ikke strømmen skylle sammen over mig,

lad ikke dybet opsluge mig,

lad ikke brønden lukke sig over mig!

Svar mig, Herre, for din trofasthed er god,

vend dig til mig i din store barmhjertighed!

Skjul ikke dit ansigt for din tjener,

for jeg er i nød, svar mig i hast!

Kom mig nær og befri mig,

udfri mig fra mine fjender!

Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,

hvor jeg bliver til spot og spe,

du har alle mine fjender for øje;

deres hån har knust mit hjerte,

det kan ikke læges.

Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,

på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.

De gav mig malurt at spise

og eddike til at slukke min tørst.

Lad deres bord blive en fælde,

en snare for dem i deres sorgløshed.

Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.

Udøs din vrede over dem,

lad din glødende harme nå dem!

Deres lejr skal blive øde,

ingen skal bo i deres telte.

For den, du har slået, forfølger de,

de øger smerten hos den, du har såret.

Føj skyld til deres skyld,

lad dem ikke få del i din retfærdighed!

Slet dem af livets bog,

de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!

Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,

lad din hjælp beskytte mig, Gud!

Jeg vil lovprise Guds navn med sang

og ophøje ham med tak.

Det vil Herren hellere have end okser,

hellere end tyre med horn og klove.

Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig,

I, der søger Gud, skal få nyt mod.

For Herren hører på de fattige,

han ringeagter ikke sine fangne.

Himmel og jord skal lovprise ham,

havene og alt, hvad der rører sig i dem.

For Gud frelser Zion

og opbygger Judas byer,

så de kan bo der og få landet i eje.

Det skal gå i arv til hans tjeneres børn,

de, der elsker hans navn, skal bo i det.

Note:

Se til Sl 45,1.

Krydshenvisning:

Sl 18,17

Krydshenvisning:

Sl 40,3 42,8

Krydshenvisning:

Sl 35,19

Joh 15,25

Krydshenvisning:

Sl 44,23

Krydshenvisning:

Sl 38,12

Krydshenvisning:

Sl 119,139

Joh 2,17

Rom 15,3

Krydshenvisning:

Job 30,9

Krydshenvisning:

Es 49,8

Krydshenvisning:

4 Mos 6,26

Krydshenvisning:

4 Mos 6,26

Sl 102,3

Krydshenvisning:

Klages 1,2

Krydshenvisning:

Matt 27,34 27,48

Joh 19,29

Krydshenvisning:

Rom 11,9-10

Krydshenvisning:

Rom 11,9-10

Krydshenvisning:

ApG 1,20

Krydshenvisning:

2 Mos 32,32-33

Luk 10,20

Fil 4,3

Åb 3,5

Krydshenvisning:

Sl 50,8-13

Krydshenvisning:

Sl 22,27

Krydshenvisning:

Sl 102,29

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.