Allehelgen
Allehelgensdag er en ældgammel kristen helligdag, som handler om de døde, men ikke om spøgelser og genfærd, som den amerikanske ’Halloween’ gør. Derfor er der nok ligheder mellem ’Halloween’ og Allehelgen, men der er også markante forskelle.
Helgener og sjæle
Allehelgensdag er den første søndag i november. I den katolske kirke er 1. november den dag, hvor man fejrer alle de helgener (de særligt hellige mennesker), som ikke bliver fejret på deres egen dag. Den 2. november fejrer man så Alle Sjæles dag. Den dag handler det altså om alle ’almindelige’ kristne, som er døde.
I Folkekirken er Allehelgen en fejring af alle afdøde kristne, ja efterhånden af alle afdøde, men den er stadig opkaldt efter den katolske mindefest. Den falder altid på den første søndag i november.
Død og opstandelse
I Det Gamle Testamente er døden en håndfast realitet. Det er den også i Det Nye Testamente, men samtidigt lærer vi her, at den er overvundet. I kristendommen er døden med andre ord ikke det sidste, der er at sige om et menneske; det er Gud.
Det er Jesus’ opstandelse fra de døde, der bryder dødens magt. Det betyder ikke, at vi ikke skal dø, og det fjerner bestemt ikke smerten, når dem, vi elsker, dør. Men kristendommen forkynder håbet om og troen på, at man selv som død er levende for Gud. Der er ikke tale om sjælevandring eller reinkarnation, men derimod tro på og håb om, at Gud samler de døde hos sig til evigt liv.
Du kan læse om, hvad Paulus siger om død og opstandelse her.
Ikke spøgelser
Derfor handler allehelgensdag ikke som Halloween om spøgelser og døde mennesker, som går igen. I kristendommen tror man ikke på, at mennesker går igen, hverken som fortabte sjæle eller reinkarneret som et nyt menneske. Derimod tror man på, at den døde er hos Gud.
Det evige liv
De døde lukker døren efter sig, når de går bort, og derfor kan vi ikke vide, hvad der venter os, når vi dør. Men vi kan derimod vide, hvem der venter os: det gør Jesus. Det er kristendommens klare budskab.
Men netop, fordi de døde lukker døren bag sig, er det svært at sige noget om, hvordan det præcist går for sig. Derimod kan man tale i billeder om det. Grundtvig siger for eksempel i én af sine salmer (At sige verden ret farvel, DDS 538, vers 8), ’at der er sat en stol frem til os’ hos Gud. Det er et billede på, at der er mere at sige om et menneskeliv end død og mørke. Der står nemlig en stol til os hos Gud, hvor vi skal sidde sammen med de andre døde.
I en ny salme af Johannes Møllehave bruges et andet billede – at ’vi tror, vi falder i levende hænder’, når vi dør. Når de levende må give slip på den døde, så falder den døde ikke bare ned i intethedens mørke, men i levende hænder, Guds hænder.
Man er med andre ord ikke alene, når man dør eller i døden, og derfor behøver man ikke være bange for at dø, ligesom man som efterladt kan finde trøst i, at ens kære er hos Gud.
Du kan læse om, hvad kristendommen siger om opstandelse fra de døde her.
Allehelgensdag
I mange kirker holder man en særlig gudstjeneste om eftermiddagen Alle helgens dag, hvor man læser navnene op på alle dem, der er døde i sognet gennem det forgangne år. Man siger tak til Gud for de mennesker, som har gjort ens liv rigere og man beder om hjælp i sorgen, nu hvor de ikke er mere.
Den liturgiske farve er hvid, kirkens festfarve. Oprindeligt skyldes det, at man har fejret de døde helgener, som man stadig gør i den katolske kirke. I folkekirken markerer den hvide farve, at man glæder sig over det, de døde har betydet for én, og over, at de nu er hos Gud.