Fastelavn

Fastelavn betyder aftenen inden fasten. Som forberedelse til påsken var det i gammel tid en tradition, at man fastede 40 dage. Både denne aften og i dagene op til fasten spiste man godt for at ruste sig til fasten. Den første fastedag kaldes askeonsdag. På den dag fik man tegnet et kors i panden med aske, for at huske én på at man skal dø en dag.

Fastelavn er ikke i sig selv en bibelsk højtid. Alligevel er fastelavnssøndag en helligdag i Folkekirken. Fastelavn er nemlig indgangen til fastetiden – og fasten kender vi fra Bibelen. Men faste er mere end bare at skære ned på kalorierne eller leve på vand og brød.

Faste i Det Gamle Testamente
Vi kender navnlig fasten fra Det Gamle Testamente. I Det Gamle Testamente er faste primært en måde at henvende sig til Gud på. Det er en måde at gøre sig lille overfor Gud på – fx for at vise anger eller for at formilde en vred Gud. Fx faster Kong David – forgæves -, da hans søn ligger for døden, for at Gud skal lade drengen leve (2 Sam 12,16-23). I Jonas Bog redder indbyggerne i Nineve deres by, som Gud vil tilintetgøre på grund af deres ondskab, ved at udråbe en faste (Jonas kap 3). Faste er i Det Gamle Testamente altså en form for kommunikation med Gud ligesom bøn er det.
 
Men der er også et andet syn på faste i Det Gamle Testamente. I Esajas Bog peger Esajas på, at faste kan være ydre hykleri. Det er slet ikke det, Gud vil have fra mennesker, siger han. Nej, den ’faste’, som betyder noget for Gud, er, at man yder retfærdighed og behandler den fattige ordentligt (58,3-6). Det er nok mere et udtryk for en social kritik end for en afvisning af fasten i sig selv.

Faste i Det Nye Testamente
I Det Nye Testamente kan vi ikke mindst i forbindelse med Jesus også læse om faste. Det er dog på to vidt forskellige måder: På den ene side bliver Jesus straks efter sin dåb ført ud i ørkenen af engle (Matt 4,1). Her faster han i 40 dage for at forberede sig til sit virke på jorden. Det er i ørkenen, at Jesus bliver fristet af djævelen. Bibelen fortæller altså, at Jesus selv fastede.
 
På den anden side fortæller Det Nye Testamente også, at Jesus og hans disciple i modsætning til de religiøse jøder ikke fastede regelmæssigt. Johannes Døbers disciple kommer endda og spørger, hvordan det kan være, at Jesus og hans disciple ikke faster som de selv og farisæerne. Jesus svarer, at brudesvendene ikke kan faste mens brudgommen endnu er i blandt dem. Fasteritualet er et udtryk for sorg og anger, men mens Jesus er blandt disciplene, er det tid til at feste.
 
Jesus giver endda anvisninger på, hvordan man bør faste: Man må ikke gøre som farisæerne og gå rundt med et forpint udtryk, for at alle kan se, at man faster, men man skal faste i det skjulte (Matt 6,16). Fasten er kommunikation til Gud og ikke til mennesker. Det er altså ikke fasten i sig selv, der er noget i vejen med. Men hvis man skilter med det, for at andre skal se, hvor from man er, skrumper fromheden ind. Så ender det med det ydre hykleri, som Esajas også var ude efter. 

Faste i kirken
Den kristne kirkes faste varer ligesom Jesu fastetid i ørkenen fyrre dage. Det er perioden fra fastelavn til påske. Fastetiden er altså en forberedelsestid til påsken, på samme måde som adventstiden er en forberedelse til julen. I fasten er det meningen, at man skal skrue ned for tilknytningen til den materielle verden og forberede sit sind og sit hjerte til at tage imod påskens budskab. Fastens liturgiske farve er da også lilla ligesom adventstidens. Den lilla farve betegner både bod og forventning.

Traditioner
Der har været mange traditioner omkring fasten – både verdslige og kirkelige. Den tradition, vi i Danmark har holdt fast i, er selve fastelavnsfesten. I gamle dage var det optakten til fasten og her fik man lov til at brænde alt sit krudt af. Man spiste, så godt man kunne – fx spiste man hvidetirsdag, tirsdagen efter fastelavnssøndag, det fine hvedebrød, som man ellers ikke så meget til. Man klædte sig ud og lavede lege og gale streger – men ikke kun for sjov. Traditionen med at slå katten af tønden, som vi stadig bruger, var fx ikke kun en styrkeprøve, men et spørgsmål om at uddrive ondskaben i form af en sort kat.
 
Askeonsdag startede alvoren, og man blev tegnet i panden med et kors af aske som symbol på ydmyghed og på at ethvert menneske skal dø. Asken stammede fra det forgangne års afbrændte palmegrene fra fejringen af palmesøndag. I den katolske kirke fejrer man stadig askeonsdag. I fastetiden måtte man ikke spise kød, og perioden stod i det hele taget i afholdenhedens og askesens tegn.

Faste i dag
Fasten er ikke særlig udbredt i Danmark i dag – vi kender mest til begrebet faste fra den muslimske højtidsmåned Ramadan, hvor man faster fra solopgang til solnedgang i en måned, eller måske fra fastekure i helseorienterede kredse.

Men det bliver igen langsomt mere almindeligt at markere fastetiden på en eller anden måde. I den anglikanske kirke er det almindeligt, at man udelader fx kaffe eller chokolade i perioden og det sker også i nogle kredse i Danmark. Andre skærer ned på fx tid foran fjernsyn, computer eller noget andet, som man bruger meget tid på og som kan fjerne ens fokus fra det, man egentlig synes er vigtigt. Fasten er nemlig egentlig ikke så meget et spørgsmål om at spise eller ikke at spise, men at rette sin opmærksomhed mod Gud.