2. pinsedag
2. pinsedag har ikke som sådan noget selvstændigt indhold. For alle de tre store højtider, jul, påske og pinse gælder det, at de er for store til én dag. Man må have en andendag med. 2. pinsedag handler om de konkrete resultater eller konsekvenser af pinsedagen.
De tekster, man bruger i Folkekirken 2. pinsedag, er fra Apostlenes Gerninger. De handler om, hvad der sker efter pinsedag. Det fortælles bl.a., at de mennesker, som blev døbt pinsedag, blev ved med at holde sammen og at de fulgte Jesus’ disciple eller som de kaldes nu: apostle. De spiste sammen, bad sammen og delte deres ejendele og penge med hinanden (Apostlenes Gerninger kap. 2,42-47).
Det fortælles også, at der blev ved med at komme nye medlemmer til menigheden og at også mennesker, som ikke var jøder, blev døbt (Apostlenes Gerninger kap. 10,42-48).
Påske og pinse
På den måde minder forholdet mellem pinsedag og 2. pinsedag om forholdet mellem påskedag og 2. påskedag: hvor påskedag fortæller det ubegribelige budskab om den tomme grav og Jesus’ opstandelse, gør 2. påskedag det ufattelige til noget konkret og fortæller, hvad det betyder, at Jesus er opstået fra de døde.
På samme måde er pinseberetningen historien om noget så uhåndgribeligt som Helligånden, mens 2. pinsedag fortæller os, at dette uhåndgribelige gjorde mennesker i stand til at leve som kristne og grundlægge den kirke, som alle kristne er medlemmer af i dag.
Den røde farve er blodets, ildens og åndens farve. Fordi 2. pinsedag først og fremmest handler om Helligåndens virke, er rød derfor den liturgiske farve, ligesom den er selve pinsedag.