Undervisning i et år for 200 kr.
År efter år rammes Bangladesh af oversvømmelser og tropiske cykloner. I disse katastrofesituationer må kirkerne træde til med nødhjælp, samtaler og bibelske ord om trøst og håb. Bibelselskabet skal være klar til hurtigt at bistå med materialer og støtte.
Millioner, der ikke har hørt det kristne budskab
Men mellem nødsituationerne er der en hverdag. Der bor cirka 140 millioner i Bangladesh, omkring 85 % er muslimer og godt 10 % er hinduer. Landets bibelselskab betjener derfor ikke kun de kristne, men ser det også som en særdeles vigtig opgave at give søgende mennesker fra alle religioner mulighed for at møde det kristne budskab. Bibelselskabet i Bangladesh oplever i disse år, at ”døre åbnes og muligheder opstår”.
De fleste bengalere er fattige, så biblerne kan ikke sælges til produktionsprisen. Bibelselskabet forærer normalt ikke bibler væk, fordi det synes at være vigtigt for mennesker, at de i det mindste har betalt en smule for deres Bibel. Men salget giver selvfølgelig underskud, og det er blandt andet dette, vi bliver bedt om at dække med vores støtte. Det er målet på denne måde at uddele op mod 900.000 bibler eller bibeldele alene i 2010. Hvis projektet bliver en succes i 2010, er det planen at fortsætte de følgende år på samme måde.
Støtte til kirker
Men bibelarbejdet i Bangladesh er ikke kun mission. Det er også støtte til de kristne i landets mange små og meget spredte kirker. Det er vigtigt, at de både får bibler, gode materialer og moralsk opbakning til at klare sig, selv om de udgør et lille mindretal. Knap 100.000 bibler og bibeldele sælges eller uddeles af kirker, organisationer og evangelister. 10.000 af oplaget er læse-let-udgaver til voksne, som først for nylig har lært at læse og for hvem den almindelige bibeltekst vil være for svær.
200 kr. for et års læseundervisning
Cirka halvdelen af landets mange indbyggere over 15 år kan ikke læse og skrive. Analfabetismen er et stort problem for samfundet og et voldsomt handicap for det enkelte menneske. Landets bibelselskab har derfor allerede gennem flere år arbejdet målrettet med at tilbyde læseundervisning ud gennem kirkerne. Selskabet har udviklet et sæt af materialer, som omfatter bibler, læsehefter og ikke mindst lydkassetter, så teksten også kan høres. Kassetteafspillerne produceres med et håndsving, så de kan bruges i landsbyer uden strøm.
Undervisningen foregår typisk for en gruppe på cirka 20 i en lokal kirke. Planen for 2010 er at undervise i alt 1.040 personer i 52 kirker. Der skal produceres det nødvendige antal bibler, undervisningshefter og lydbånd. Materialerne skal ud til kirkerne, grupperne sættes i gang og følges løbende med besøg og rådgivning. Omkostningerne udgør knap 200.000 kroner – eller omkring 200 kroner for hver analfabet, der får lov at få undervisning i et år.
Deltagerne får mulighed for at høre og læse om Jesus – måske for første gang i deres liv. De kommer ind i et meget vigtigt fællesskab i kirken. Og de vil efterhånden kunne læse vejskilte, aviser, deres børns skolebøger…
Støtten udefra til bibelarbejdet i Bangladesh går også til klassisk bibeloversættelse. Vi har påtaget os i Det Danske Bibelselskab at støtte dette meget krævende program i 2010 sammen med blandt andre Canada og New Zealand, og siger tusind tak, hvis du vil hjælpe os med opgaven.
Skulle der komme for mange penge ind til projekterne i Bangladesh, vil det overskydende gå til lignende arbejde i regionen.
Støt Bangladesh
Du kan downloade kvartalsbladet BIBELEN og VERDEN og læse mere om Bangladesh