Bibelen, fodbolde og såsæd

Menighed Sierra Leone
A+/a-      Tip ven

Med dette brev beder vi om en gave til det internationale bibelarbejde, så ingen af dem, der har bedt om hjælp i 2009 gennem Bibelselskabet skal blive skuffede. Vi mangler noget endnu, men der er sandelig mange, der har vist os tillid i det forgangne år og sendt os penge til bibelprojekter ude i verden.

Hjælper det så? Kan min gave gøre en positiv forskel for et medmenneske?
I november besøgte to medarbejdere fra Bibelselskabet Sierra Leone, et af de fattigste lande på vores klode. De senere år har vi med vore giveres hjælp støttet bibeloversættelser i Sierra Leone. Men vi har også fået Danida-penge til Den barmhjertige Samaritaner – kirkernes projekt om hiv/aids, som Bibelselskabet i Sierra Leone leder. Formålet med rejsen var at besøge dette arbejde, for at vi kan rapportere korrekt tilbage til den danske stat.

Ordet sætter mennesker i gang
De danske besøgende mødte mange på rejsen; en af dem hedder Ransford, en behagelig ung mand, vel midt i 20'erne. For et år siden havde Sierra Leones Bibelselskab holdt et hiv/aids-kursus i hans lille by, Goderich. Kurset handlede selvfølgelig især om sygdommen, og hvordan man undgår den. Men kurset havde i den grad sat tanker i gang hos Ransford og en gruppe af hans unger venner. De havde nu formet en ungdomsorganisation i kirken med det formål at tage rundt i andre kirker og landsbyer og advare mod hiv og give de smittede livsmod og fællesskab. Ransford rullede stolt en stor plan op. De ville etablere en fodboldliga for de unge fra kirkerne i området. De ville spille en turnering og bruge alle kampene som en fantastisk platform til at fortælle alle om farerne, der kan føre til hiv, og vise de unge vej til kirken.

Men de manglede penge – der var hverken bolde, trøjer eller udstyr. Det havde de også en plan for: de havde fået rådighed over et stykke jord. Der kunne de dyrke afgrøder, som kunne sælges og give penge til fodboldligaen, til hiv-oplysningen, bibelarbejdet, kirkens fællesskab... De manglede blot hjælp til nogle redskaber og såsæd for at komme i gang. Det vil altså sige: ikke bare havde bibelselskabets hiv-projekt fået de unge til at læse i Bibelen, det havde også fået dem til at danne en ungdomsorganisation og opstille planer for en fodboldturnering og dyrkning af afgrøder til salg på markedet. Samtalen med Ransford satte hele vores arbejde i perspektiv: bibelarbejdet kan omvende det enkelte menneske, men det kan sandelig også være med til at hjælpe hele det underudviklede, ludfattige samfund på fode.

Vi ønsker alle sammen at se konkrete resultater, når vi støtter en sag. Hvad angår Bibelen fik vi læst op af Sierra Leones nye og første bibeloversættelse til sproget krio, den oversættelse som vi også har støttet med penge fra danske givere. Det er et stort og glædeligt resultat, at den nu er færdig. Men det gjorde alligevel et langt dybere indtryk at møde Ransford og hans unge, ivrige venner i kirken i Goderich. Her var det åbenlyst, at Bibelens ord har kraft til at forandre det enkelte menneskes liv og endda få ham eller hende til at række ud og tjene som barmhjertig samaritaner for andre.

Bibelselskabet vil sige dig tak for enhver gave til vores arbejde ude i verden. Det nytter.

Støt bibelarbejdet

Blandt andre disse lande fik støtte fra Danmark i 2009:

  • Burma I 2009 har vi støttet arbejdet med at bringe Guds ord om trøst og håb ud til mennesker i landet efter den store oversvømmelse i 2008.
  • Hviderusland Landets bibelselskab har flere projekter for landets fattige, hjemløse og handicappede. Vi har støttet deres arbejde i år.
  • Sierra Leone Mennesker har rejst sig og taget ansvar efter at have deltaget i bibelselskabets hiv/aids-kursus i en række kirker.
  • Indien Vi har i 2009 samlet ind til Det Indiske Bibelselskabs arbejde blandt forfulgte kristne.
  • Nicaragua Tiggerbørn er blevet hjulpet tilbage i skolen. Vi har støttet Nicaraguas Bibelselskab i deres gadebørnsprojekt i 2009.

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 06-09-2011