Støt Papua Ny Guinea
500 Proclaimers-lydbibler blev revet væk for et år siden i Papua Ny Guinea. De beder os om hjælp til 1.000 mere.
The Proclaimer: Lytte i stedet for at læse
Ud af Papua Ny Guineas 6-7 millioner indbyggere er over 90 % kristne, men omkring halvdelen desværre analfabeter der ikke har megen glæde af trykte bibler. For dem er Proclaimer en fremragende erstatning. Proclaimer er en særligt udviklet digital lydafspiller, med en så stærk indbygget højttaler uden forvrængning, at 300 på en gang fint kan høre lydbiblen. Proclaimer betyder ”forkynder” og er udviklet af organisationen ”Faith comes by Hearing (tro kommer af det, der høres – Rom. 10,17).
De Forenede Bibelselskaber (UBS) aftager mange Proclaimers, som uddeles i forbindelse med bibelselskabernes projekter rundt om i verdens fattige lande. Det Danske Bibelselskab har i 2010 lovet at støtte bibelarbejdet i de to nabolande Indonesien og Papua Ny Guinea (PNG). Et af de meget spændende projekter er netop bygget op om uddelingen af Proclaimers i PNG.
Uddeling og vejledning
For godt et år siden uddelte Bibelselskabet i PNG 500 Proclaimers til menigheder i fattige landområder. De blev modtaget med begejstring, og derfor har landets bibelselskab i år bedt om støtte til et lignende og større projekt. Men de har også gjort vigtige erfaringer, som de vil tage med i det nye projekt. Ligesom det kan være uhyre svært for nye læsere at gå i gang med Bibelen på egen hånd uden vejledning og undervisning, sådan er det naturligt nok også, selv om man lytter til Ordet i stedet for at læse det. Derfor følges uddelingen af Proclaimers op med uddannelse af præsterne, så de kan hjælpe menighederne til et langt større udbytte af lytningen.
Proclaimer leveres med en indbygget mikrochip, som Det Nye Testamente på det pågældende sprog er programmeret ind i. Der er altså ikke noget bånd eller cd, der bliver slidt ved brug. Proclaimer kan afspilles ved at dreje et håndsving eller den kan køre på batterier, der oplades af indbyggede solceller. Den kan altså bruges i de fjerneste landsbyer, som ikke har strøm, og den kan nemt transporteres overalt.
Bibelselskabet beder om en gave til bibelarbejdet i 2010 i Papua Ny Guinea og Indonesien.
Støt Papua Ny Guinea og Indonesien
Din støtte går til:
- Proclaimers (lydbibler) til 1.000 landsbymenigheder i Papua Ny Guinea
- Læsetræning for analfabeter i både Papua Ny Guinea og Indonesien
- Oversættelse af dele af Bibelen til otte lokale sprog i Papua Ny Guinea samt revision af oversættelsen til hovedsproget tok pisin
- Oversættelse af dele af Bibelen til fire sprog i Indonesien
- Støtte til andre mindre bibelaktiviteter i de to lande
Papua Ny Guinea
Landet er blandt de mindst udforskede i verden. Over 80 % lever spredt i landområderne og taler utallige sprog. Over 90 % er kristne, men på grund af de mange sprog og den udbredte analfabetisme, er det stadig de færreste, der har deres egen bibel og kan læse den – endsige på deres eget modersmål. Landets bibelselskab arbejder derfor både med oversættelse, udbredelse af Bibelen på lyd samt læseundervisning.
Papua Ny Guineas Bibelselskab vil i år uddele 1.000 Proclaimers til lige så mange lokale menigheder. De vil uddanne 50 lokale præster i at kombinere lytningen til bibelteksten med undervisning og gudstjeneste i kirkerne. Oven i vil de udgive 500 sæt læseundervisningsmateriale, som kan bruges i menigheder, hvor mennesker gennem lytningen til Proclaimer bliver inspireret til at gå i gang med at lære at læse selv. På den måde vil forkyndelsen af Ordet og social udvikling blandt de fattigste supplere hinanden. Udgifterne er sådan, at et sæt bestående af en Proclaimer plus uddannelse af præster plus udgivelse af læse-let materialer tilsammen koster godt 500 kroner.
Indonesien
Her finder vi verdens største muslimske folk, hvor de kristne udgør under 10 % - men af en kæmpebefolkning på 240 millioner. Landet har en demokratisk forfatning, og tidligere har forholdet mellem religionerne været præget af tolerance. Men de senere år har radikale muslimske grupper øget deres indflydelse. Det vurderes derfor at blive vigtigere og vigtigere de kommende år, at de kristne bakkes op med solidaritet og støtte udefra. Indonesien har sit eget bibelselskab, som kan arbejde frit i landet.
Vi støtter arbejdet sammen med bl.a. Tyskland, Nordirland og Australien. Hvis indsamlingen giver mere, end der skal bruges til de omtalte projekter, vil vi støtte lignende bibelarbejde blandt kristne i Asien.
Støt Papua Ny Guinea og Indonesien