Kristne i Vietnam
For 100 kr. kan du betale produktionen af 16 lommebibler til unge vietnamesere.
Bibelarbejdet i Vietnam og dets nabolande vokser. Vi beder om økonomisk støtte til arbejdet.
Rade-folket
I det centrale Vietnam bor Rade-folket, en fattig minoritet, der har svært ved at læse vietnamesisk og ønsker sig Bibelen på deres eget sprog. Op gennem 1990’erne voksede antallet af kristne i området til næsten 100.000, og væksten er fortsat. En bibeloversættelse blev sat i gang i 2004, og nu er Det Nye Testamente blevet færdigt.
”Vores største behov er flere nytestamenter. Sidste år fik vi 20.000, men har brug for langt, langt flere. Folk her tjener omkring 2 dollars (10 kroner) om dagen. De kan ikke betale en bibels fulde pris, så nytestamenterne må sælges meget billigt til dem. Vi er også i gang med at oversætte dele af Det Gamle Testamente, blandt andet salmerne. Vi er taknemmelige for mennesker i fjerne lande, der vil hjælpe os”, siger præsten Y-Siok, der selv tilhører Rade-folket.
De unge vietnamesere
Vietnams unge på landet er fattige og må arbejde hårdt for at familien kan klare sig. Livet i byerne ser mere glitrende ud på overfladen, man faren for at gå til grunde i misbrug, kriminalitet og prostitution er overhængende, hvis man ikke er blandt de få velhavende. 60 % af Vietnams 87 millioner er under 25 år, så det er ikke mærkeligt, at kirkerne beder om hjælp til materialer og aktiviteter for unge. De vil producere 80.000 lommeudgaver af Det Nye Testamente, så det er lige så nemt at have med som mobilen. Desuden 5.000 eksemplarer af en vietnamesisk-engelsk bibel, som også kan bruges til engelskundervisning og 15.000 eksemplarer af en børnebibel. Vi støtter dette projekt sammen med blandt andre Det Hollandske Bibelselskab.
Produktionspriserne er lave, så pengene rækker langt:
100 kr. = 16 lommebibler (NT)
300 kr. = 42 børnebibler
500 kr. = 80 lommebibler
1.000 kr. = 27 tosprogsbibler (vietnamesisk-engelsk)
Vi takker for enhver gave til bibelprojekterne i Vietnam og nabolandene Laos og Cambodja. Skulle der komme flere penge ind, end der lige nu skal bruges i de tre lande, vil pengene blive brugt i andre lande i regionen, fx Malaysia.
Støt Vietnams kristne