Forældreløse børn i Kenya

Good Samaritan Kenya Bibelselskabet
Forældreløse børn i Kenya, der får mad mv. ved den lokale kirke. Foto: Christian Riis Kistrup.
A+/a-      Tip ven

Bibelselskabet besøgte i februar 2009 et hiv/aids-projekt i landsbyen Machakos sydøst for Nairobi. Projektet er en del af The Good Samaritan, der er bibelselskabernes program for mennesker i Afrika, der er direkte eller indirekte berørt af hiv/aids-epidemien.

Pr. februar 2009 var projektet i Machakos i 2 år blevet støttet af Kenyas Bibelselskab. Det styres af landsbyens katolske kirke, som drager omsorg for ca. 40 af områdets forældreløse børn, der har mistet én eller begge forældre til aids. I kirken tager præsten og frivillige kvinder hånd om børnene ved bl.a. at give dem mad og opmuntre dem i deres situation gennem bibelstudier for børn.

Det var opløftende at møde både præsten, de frivillige og ikke mindst børnene og opleve hvad de henholdsvis bidrager med og modtager af hjælp. Børnene var tydeligvis glade for at få besøg fra Afrika og Europa, og de frivillige fortalte om hvordan de arbejder med Good Samaritan-programmet i lokalområdet.

Besøget skete som led i Det Danske Bibelselskabs deltagelse i den årlige evalueringskonference for The Good Samaritan. Konferencen, der blev afholdt i Nairobi, havde deltagelse af ca. 20 afrikanske, 6 europæiske og det amerikanske bibelselskab, der bl.a. udvekslede erfaringer om og koordinerede arbejdet med hiv/aids-programmet, der nu findes i ca. 20 lande i Afrika - hvor landets bibelselskab står i spidsen for enten hele programmet eller dele af det.

Fra alle afrikanske bibelselskaber, der arbejder med The Good Samaritan, var der gode erfaringer at høre men også udfordringer for det enkelte bibelselskab. Målgruppen, dem der direkte eller indirekte er ramt af hiv eller aids, føler at programmet med sin kombinerede bibelske og fysiologiske indgangsvinkel hjælper dem i deres situation.

En af udfordringerne for det lokale bibelselskab er at organisere de mange frivillige (primært kirkeledere), der ønsker at deltage i workshops, hvor de trænes i Good Samaritan-metoden og derefter skal undervise folk i deres lokalsamfund. I praktisk taget alle lande, hvor The Good Samaritan findes, er der på alle niveauer massiv interesse for programmet, så det kan være vanskeligt at finde ressourcer, der kan dække efterspørgslen.

En række afrikanske bibelselskaber, der endnu ikke deltager i programmet, ønsker at komme med ombord, og De Forenede Bibelselskaber arbejder løbende på at skaffe midler, så flere lande kan indlemmes.

Det Danske Bibelselskab støtter via offentlige midler The Good Samaritan i Sierra Leone, Swaziland og snart også Zambia. Bibelselskabet har for nylig fået bevilget kr. 500.000 til at igangsætte projektet i Zambia.  

Læs mere om The Good Samaritan

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 03-05-2012